Vi forærer væksten til svenskerne

Vi forærer væksten til svenskerne

Joachim Sperling

Af Joachim Sperling

Danmark bør gøre små aktier attraktive og hente børsmarkedet hjem

I Danmark har markedet for børsnoteringer af virksomheder under 3 mia. kr. været lukket i en del år, og det har generelt knebet med at få nye virksomheder på børsen. Sverige har siden 2014 børsnoteret 81 virksomheder, mens Danmark i samme periode kun har børsnoteret fire. Der er masser af virksomhedshandler, men det er ikke på fondsbørsen, det foregår, hvor kun Scandinavian Tobacco Group på det seneste er blevet noteret.

Vi ved, at flere er på vej, men det er ikke de mindre og vækstorienterede virksomheder, for de går til Sverige, der på det seneste har børsnoteret tre mindre danske virksomheder. Det er ærgerligt, for internationale studier viser, at investeringer i small-cap-aktier historisk har givet et højere afkast end de store large-cap-aktier.

Børsnoteringer har i det hele taget mange positive effekter. Der bibeholdes job i Danmark, fremfor at virksomheden eventuelt bliver solgt til en udenlandsk virksomhed og omdannes til en division eller et datterselskab.

Som Axcelfuture tidligere har påpeget, er det gavnligt for væksten, hvis der er mange alternative kapitalkilder. Og fondsbørsen er et af de få steder, hvor der findes risikovillig kapital til den særlige gruppe af virksomheder, som bygger på nye idéer og teknologier. Fondsbørsen giver desuden et mere fleksibelt marked for handel med virksomheder.

Manglende børsnoteringer

Der kan være mange årsager til de manglende børsnoteringer i Danmark. Vi er udfordret af betydeligt højere beskatning af aktieindkomster end vores nordiske naboer. Derfor placerer vi danskere en betydelig andel af vores opsparing i pensionsfonde med lavere beskatning og foretager investeringer med lavere risiko, f.eks. i obligationer og større mere stabile børsnoterede virksomheder.

Problemet er så, at de anbragte midler efterfølgende bliver en del af en stor global pulje, hvor mindre danske aktier står sidst i køen. Store investorer vil helst investere i velkendte aktivtyper.

De manglende børsnoteringer i Danmark kan også have strukturelle årsager. I Sverige har man etableret et marked for noteringer af mindre virksomheder, hvor specialiserede mæglere bistår de mindre virksomheder og får en forretning ud af det.

Denne infrastruktur er svagere i Danmark, fordi konsolidering har medført, at aktørerne er blevet så store, at det ikke kan svare sig at bistå ved mindre transaktioner. Eksempelvis vil store danske investorer, der sidder på en meget betydelig del af den samlede danske nationalformue, normalt ikke investere i en aktie ved en nynotering, medmindre de kan tegne sig for over 50-100 mio. kr.

De mindre pensionskasser har udliciteret deres investeringsbeslutninger til større aktører, der helst fravælger “små og mærkelige” aktier. Det bidrager til, at handlen i mindre aktier er begrænset og stort set kun overladt til private.

Dermed opstår der frygt for, at sælgere af mindre virksomheder ikke vil kunne få den rigtige pris for aktien i Danmark.

Aktien bliver måske illikvid på grund af manglende analysedækning og appetit hos toneangivende investorer. I modsætning til i Sverige mangler vi i Danmark også de såkaldte “ankerinvestorer”, der kan tegne sig for en del af aktierne på forhånd og dermed bidrage til en fornuftig prissætning.

1-2-3 gang i børsmarkedet

Hvordan får vi så gjort noget ved de manglende børsnoteringer? Axcelfuture har sammen med Nasdaq, en række investeringsbanker, investorer og advokathuse undersøgt mulighederne og er kommet med en række forslag, som branchen selv kan tage op.

Det er bl.a., at prospekter og konsortier bedst muligt tilpasses mindre virksomheder, men også at bankerne i højere grad tør anbefale deres kunder at gå med i de mindre børsnoteringer - hvis ellers de lever op til bestemte kvalitetskriterier.

Hvad skal der så til? Først og fremmest mere transparens. Regnskaber er ikke nok, for troværdigheden opstår først, når dygtige aktieanalytikere har gennemtrevlet selskabet. Her er problemet, at det er dyrt at lave aktieanalyser, hvis ikke der i forvejen er særligt stor handel, og det er der ikke blandt de mindre aktier.

Det er bankerne, der både laver analyser og tjener kurtagekroner på at handle aktier, men de koncentrerer sig kun om de mindre aktier, hvis det kan svare sig. Det kan det ikke nu, og derfor har børsmarkedet brug for en kickstart.

Axcelfuture vil om kort tid offentliggøre en række forslag til, hvordan vi igen kan få gang i markedet. De handler både om, hvad branchen selv kan gøre, men i lige så høj grad om, hvad vi i fællesskab med politikerne på Christiansborg kan gøre for igen at få gang i kapitaltilførslen til mindre virksomheder til gavn for vækst og beskæftigelse.

Vores forslag vil bidrage til en løsning, men vil nok ikke være tilstrækkelige til at få markedet tilbage på sporet. Afgørende bliver det også, at virksomhederne selv tror på, at børsvejen er umagen værd, og det er lige så meget et spørgsmål om psykologi. Vi håber, at de positive erfaringer fra Sverige kan inspirere.