Produktivitet og løn følges ad – men ikke i alle brancher

Produktivitet og løn følges ad – men ikke i alle brancher

Joachim Sperling

Af Jens Hjarsbech

Når virksomhederne og deres ansatte bliver bedre til at producere varer og tjenester, og på den måde skaber mere værdi pr. arbejdstime, vil det også betyde, at lønnen stiger tilsvarende. Dette er det velkendte resultat i nationaløkonomi, at løn og produktivitet følges ad over tid. Tjekker vi denne teori med den danske virkelighed, så viser det sig, at virkeligheden og teorien faktisk passer sammen. Set over de seneste 26 år er der stort set ingen forskel i udviklingen i produktiviteten og virksomhedernes medarbejderomkostninger. Men det gælder kun for det samlede danske arbejdsmarked, mens udviklingen for nogle brancher afviger ganske meget fra teorien, jf. figur 1.

Ser vi over perioden 1990 til 2016 er produktiviteten i fx industrien steget med næsten en tredjedel mere end lønomkostningerne pr. ansat. Omvendt er produktiviteten i erhvervsservicebranchen steget omkring 20 pct. mindre end lønomkostningerne pr. ansat. Samme tendens ses for handel- og transportbranchen. For industrien er afvigelsen især sket efter 2010, mens afvigelserne i erhvervsservice går et årti længere tilbage.

Hvad er så årsagen til det?

Mere internationalt orienterede erhverv som fx industrien er naturligt mere konkurrenceudsatte, hvorfor produktiviteten traditionelt også stiger mere sammenlignet med de mere indenlandsk orienterede erhverv som handelsbranchen og erhvervsservice. Omvendt følges lønningerne mellem de forskellige brancher ofte mere ad, bl.a. som følge af det danske overenskomstsystem, hvor de økonomiske rammer til en vis grad følges ad på tværs af de forskellige brancher. Dette har altså over tid været med til at skabe en situation, hvor lønnen er steget mere i de indenlandsk orienterede erhverv end produktiviteten kan retfærdiggøre, og omvendt mindre i industrien.

At udviklingen vil fortsætte er ikke nogen naturlov, hvilket ses i en branche som fx information og kommunikation. Produktiviteten i denne branche tog fart i 1990’erne, hvor der skete store teknologiske fremskridt. Det tog dog nogle år inden lønnen indhentede denne produktivitetsfremgang, men når en branche som denne får succes, vil flere søge over i branchen, og på den måde trykke lønnen ned mod produktiviteten.

Kan vi så forvente, at udviklingen vender?

Det korte svar er måske. Produktiviteten er gennem mange år steget mere i industrien end i servicebranchen. Omvendt har industriens andel af beskæftigelsen i Danmark været faldende gennem mange år. Industrien kan ofte flytte produktion til udlandet, når lønomkostningerne ved produktion i Danmark bliver for høje. Det er med til at holde lønpresset på industrien nede. Omvendt er det ofte den mere specialiserede produktion, der forbliver i Danmark, sammen med industrivirksomhedernes udvikling, marketing og design. Og dette er mere højtlønnede (og højproduktive) arbejdsfunktioner, som kan være med til at presse lønniveauet i industrien opad, hvilket over tid kan lukke løn/produktivitetsgabet. Skal billedet vendes for den indenlandske service vil det kræve forbedringer i produktiviteten. Vores økonomi er i stigende grad en serviceøkonomi, hvilket betyder stigende efterspørgsel efter arbejdskraft i de erhverv. Når der er stor efterspørgsel efter arbejdskraft giver det et opadgående lønpres, som produktivitetsudviklingen længe ikke har kunnet følge med til. Hvis lønnen stiger mindre i disse brancher, vil de mest produktive søger over i andre erhverv med højere lønninger. Derfor er produktivitetsstigninger i overvejende grad vejen til at lukke løn/produktivitetsgabet i serviceerhvervene. Da servicesektoren fylder i omegnen af 70 pct. af det private erhvervsliv målt ved beskæftigelse, vil øget produktivitet i denne sektor være med til at løfte vækst og velstand i landet som helhed. Der er desværreingen nemme snuptag, der på kort tid øger produktiviteten. Øgede investeringer i produktivitetsforbedrende udstyr og processer samt en bedre uddannet arbejdsstyrke er nogle af håndtagene, der kan drejes på. Og her er det også vigtigt at have en erhvervsregulering, en uddannelses- og forskningspolitik og et skattesystem, der understøtter denne proces. Dvs. deregulering af servicesektoren, mere fokus på forskning og uddannelse, og lavere marginal- og kapitalskatter, der hhv. øger incitamentet til at tage en mere højproduktiv uddannelse og til at investere i højproduktive men også mere risikable virksomheder.

Omtalt i Finans:

“Servicevirksomheder lever over evne”

“Er lønnen alt for høj mange steder i servicebranchen?”

Forskel mellem nominel produktivitetsudvikling og lønudvikling siden 1990