LO belønner den forkerte indsats i jobcentrene

LO belønner den forkerte indsats i jobcentrene

Joachim Sperling

Af Jens Hjarsbech

LO har for nyligt igen målt kommunernes indsats over for forsikrede ledige og rangeret kommunerne efter indsatsen i et ”jobcenterindeks”. Det er i sig selv et ganske godt initiativ, da kommunerne uden tvivl kan forbedre indsatsen og lære af hinanden.

Det kan dog undre, at LO belønner kommunerne for at bruge tiltag, der ikke har nogen dokumenteret effekt. LO giver nemlig bl.a. kommunerne point efter, hvor meget de bruger uddannelse og opkvalificering. Men ifølge hjemmesiden jobeffekter.dk er der ingen dokumenteret effekt af dette.

Hvad ved vi virker? De forholdsvis mange studier på området viser nemlig modstridende effekter af uddannelse og opkvalificering. Jobeffekter.dk er udviklet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, STAR, i samarbejde med en række uafhængige forskere og er en vidensbank, der opsamler relevant forskning på beskæftigelsesområdet. Så de ved, hvad de taler om.

Omvendt undlader LO at give særskilte point for de tiltag, der har dokumenteret effekt. Ser vi igen til jobeffekter.dk er den eneste indsats, der har stærk evidens for en positiv effekt, støttet beskæftigelse i private virksomheder.

Der er også en indikation på positiv effekt af praktikforløb. Det vil altså sige, at vi ved, at vejen fra ledighed til job er, at den ledige kommer ud og får kontakt til private virksomheder. Derfor undrer det, at LO slet ikke har fokus på dette element.

Arbejdsløse skal ud i virksomhederne Netop det virksomhedsrettede element havde hovedfokus i Axcelfutures netop afsluttede integrationsprojekt, hvor målet var at øge integrationen af flygtninge på arbejdsmarkedet. Projektet havde den socialdemokratiske borgmester fra Herlev, Thomas Gyldal Petersen, i spidsen.

Vi kom frem til 17 konkrete forslag til bedre integration. Fokus var netop på, hvordan vi gør det mere attraktivt for flygtninge og virksomheder at mødes gennem virksomhedspraktik, løntilskud og den såkaldte IGU.

I projektet rangerede vi også kommunerne efter deres indsats med at få personer på integrationsydelse i job. Det gjorde vi ved at rangere dem efter brugen af det, vi ved virker, netop de virksomhedsrettede tiltag.

I LO’s rangering ligger Holstebro i top, mens Ballerup ligger i bunden. Holstebro ligger blandt andet der på grund af brugen af uddannelse og opkvalificering, på trods af, at der ikke er robust evidens for en positiv effekt af dette. I vores opgørelse ligger Holstebro under middel, mens Ballerup faktisk ligger i top 5. Med andre ord, er der altså grund til at rose, ikke skose, Ballerup for deres indsats.

Det giver rigtig god mening at være efter kommunerne, så vi sikrer, at indsatsen for at få ledige i arbejde er den bedst mulige. Men derfor skal vi altså også belønne kommunerne for at bruge de tiltag, vi ved virker, og ikke tiltag, som LO godt kan lide, selvom de ikke har dokumenteret effekt.

Bragt i Netavisen PIO