Kronik: Danmark går glip af globaliseringsgevinster

Kronik: Danmark går glip af globaliseringsgevinster

Joachim Sperling

Af Christian Frigast

KRONIK Handelsbarrierer og vanskeligheder med at rekruttere medarbejdere med specialkompetencer er ifølge større virksomheder to af de store udfordringer.

Vi danskere er dybt afhængige af handel med andre lande. Danske virksomheder eksporterer for mere end 1100 mia. kr. hvert år, hvilket understøtter over 800.000 job.

Samtidig importerer vi for knap 1000 mia. kr. til gavn for danske virksomheder, der bruger importen i deres produktion. Og ikke mindst til gavn for forbrugerne, der vinder gennem lavere priser og øget produktudvalg.

Danske virksomheder ville også være ilde stedt uden udenlandsk arbejdskraft, der bestrider 200.000 fuldtidsjob i Danmark.

De fleste danskere ser heldigvis positivt på globaliseringen, men det er urovækkende, at flere lande nu trækker sig tilbage fra den frie bevægelighed af varer, tjenester og arbejdskraft over grænser.

Vi danskere skal fastholde målet om mere globalisering, for handel er en af de vigtigste drivkræfter for vækst og udvikling.

Værdifuldt EU-samarbejde

Handel fremmer også fredelig sameksistens mellem nationer, hvilket er en af grundtankerne i det europæiske samarbejde.

Derfor er det lidt paradoksalt, at Danmark har placeret sig i randen af EU. Man kan klart diskutere, om EU er gået for vidt på nogle områder, og om for meget bliver besluttet i Bruxelles frem for i medlemslandene.

Men vi må ikke glemme, at EU har skabt et Europa med fred og med enorm fremgang i den gensidige handel, som vi i Danmark nyder rigtig godt af.

Det er ubestrideligt, at Danmark uden EU ville stå meget svagere ift. frihandel, men også politisk overfor f.eks. Rusland, der opfører sig meget aggressivt på de politiske scener i flere vestlige lande, og Kina, der ikke bare følger de spilleregler, vi i Vesten mener, skal gælde.

Vi skal dog også huske, at globaliseringen ikke nødvendigvis kommer alle til gode. Når job bliver flyttet ud, eller når danske virksomheder bliver udkonkurreret af udenlandske virksomheder, vil det efterlade nogle uden job og med udsigt til en lavere løn.

Ofte er det den teknologiske udvikling, der spiller ind, men det kan være svært at skille faktorerne ad, når man pludselig står uden arbejde eller oplever, at lønnen ikke følger med.

Det har sat sit tydelige præg på den politiske agenda i en række lande. Konsekvensen er politisk polarisering i en grad, som vi heldigvis ikke har oplevet herhjemme, men som stadig kan komme.

Protektionismen spøger

Derfor bør vi gøre en ekstraordinær indsats for at øge forståelsen for globaliseringens fordele i Danmark. Axcelfuture vil gerne bidrage, og vi ser derfor nu nærmere på de mange spørgsmål, som globaliseringen afføder. Udnytter vi de indgåede frihandelsaftaler godt nok? Hvordan sikrer vi adgangen til den specialiserede arbejdskraft, som der er rift om i hele verden? Og hvordan sikrer vi, at globaliseringen kommer flest muligt til gavn?

I dette arbejde har vi allieret os med virksomheder som Mærsk, Grundfos, Danfoss, Arla, Simcorp og KMD, og vi inddrager også erhvervsorganisationer og fagbevægelsen samt ekspertviden fra myndighederne.

Som optræk til projektet har vi været i kontakt med flere af landets store og mellemstore virksomheder, og det er tydeligt, at de stadig oplever væsentlige politiske barrierer på eksportmarkederne. Det handler ikke kun om høje toldsatser men også om f.eks. særlige krav, der skal tilgodese de lokale producenter.

Flere af virksomhederne er også pessimistiske med hensyn til fremtiden. Rigtig mange forventer, at barriererne bliver højere de kommende år. Protektionismens spøgelse huserer altså i de helt store danske virksomheder.

Virksomhederne må også ofte se mod udlandet, når de skal rekruttere medarbejdere med de rigtige specialkompetencer. Det er medarbejdere, der simpelthen ikke er nok af i Danmark.

Vi er bagud på point

Men rekrutteringen er ikke lige til, og en af de største barrierer er ifølge virksomhederne den høje personbeskatning.

I den internationale konkurrence om de kloge hoveder er vi altså bagud på point, når leveomkostninger og skat er højere end i andre lande.

Og så hjælper det ifølge virksomhederne heller ikke, at Danmarks ry som et åbent og tilgængeligt land er under pres af den gældende udlændingepolitik.

For nogle virksomheder betyder barriererne, at de lader den nye tyske eller polske medarbejder blive i hjemlandet, så de i stedet kan arbejde over nettet. Det sparer lønomkostninger, men det betyder også mistede skatteindtægter for den danske stat og dårligere muligheder for samarbejde internt i virksomheden.

Danmark har stor gavn af globaliseringen, og vores økonomi har taget åbne grænser til sig i stor stil. Vi har stadig meget at vinde, men endnu mere at tabe.

Vi håber, vi fremover kan høste endnu flere gevinster af globaliseringen.

Vi ser frem til at bidrage.

Bragt i Børsen