Klimaet vinder med investeringer, der giver afkast

Klimaet vinder med investeringer, der giver afkast

Joachim Sperling

Af Joachim Sperling

Økonomi. Det kommende valg vil få klima som tema. Tanker om at investere i klima på markedsvilkår er en styrkelse både for miljøet og dansk erhvervsliv.

Klimapolitik bliver et temaerne i den kommende valgkamp, og senest er Socialdemokraterne kommet med et forslag om at etablere en klimafond på 20 mia. kr. finansieret af staten. Det skal bidrage til at nå FNs 17 bæredygtighedsmål, som Danmark også har forpligtet sig til.

Kritikere af klimafonden vil måske mene, at det ikke børe være en statslig opgave at etablere investeringsfonde, men her skal man huske, at vi allerede har ATP, der er stiftet ved lov, og som i dag har en formue på ca. 750 mia. kr.

ATP er en af Europas største pengekasser og alle lønmodtagere får derved et tilskud til deres alderdom. Vi har også Vækstfonden, der siden sin etablering i 1992 har ydet tilsagn på over 20 mia. kr. til navnlig mindre og mellemstore virksomheder. Vækstfonden er etableret på samme vilkår, som det nye forslag, og har i de seneste år haft fin succes.

Det er også relevant at nævne Klimainvesteringsfonden, der blev etableret i 2012 med en lille milliard kroner i tilsagn – også fra private – og som på nuværende tidspunkt er fuldt investeret.

Endelig er der Den grønne klimafond, som blev stiftet af en række lande efter COP15 med et samlet tilsagn på over ti mia. dollar, og hvor Danmark har bidraget med ca. 400 mio. kr. Denne fond har Danmark dog begrænset indflydelse på, og det må være i det lys, at Socialdemokraterne forslår en national klimafond. Det afgørende bliver, at den nye fond ikke kommer til at træde andre over tæerne – og det gælder både kommercielle aktører og eksisterende offentlige strukturer.

Danmark har allerede på opbygget betydelige styrkepositioner på det grønne område – i høj grad via støtteordninger. Men de er dyre og fungerer kun lokalt, mens en fondskonstruktion i princippet kan give staten et afkast, som vi eksempelvis har set med ATP ved at investere globalt. Social­demokratiet angiver, at klimafondens investeringer skal have en levetid på mellem fem og 30 år, og at den skal have et advisory board med internationale investeringskapaciteter – også fra udlandet.

Det må betyde, at fonden i det daglige skal bemandes med professionelle investeringsfolk og have en kapitalfondslignende struktur, for ellers bliver det meget svært at skabe et konkurrencedygtigt afkast. Hvis fonden ikke agerer markedsmæssigt, kan der endvidere opstå problemer i forhold til EU’s statsstøtteregler.

Den helt store udfordring er så bare at finde de projekter, der kan skabe et afkast, men som ikke i øjeblikket har tilstrækkelig med kapital til at kunne gennemføre deres strategi. Mange internationale investorer har allerede har fået øje på de grønne muligheder, og det betyder, at prisen på egnede projekter er blevet så høj, at man i nogle år har talt om en grøn klimaboble. Derfor må fonden arbejde tæt sammen med en række af de store danske og internationale virksomheder for at finde egnede projekter i eksempelvis Østeuropa, Asien eller Afrika, hvor investorerne måske ikke ligefrem står i kø, men hvor klimaudfordringerne er store, og hvor dansk know-how kan komme i spil.

Det er indlysende, at fonden på den ene eller anden måde må sikre, at danske virksomheder kan få gavn af investeringerne.

Men hvor vi i Danmark kan indrette vores rammebetingelser som vi vil, og dermed reducere risici, må man løbe nogle chancer, når der skal investeres internationalt. Det er i den forbindelse et fremskridt at anlægge en investeringstilgang til klimaorienterede udviklingsprojekter frem for den traditionelle udviklingsbistand, hvor resultaterne kan være blandede.

Det er ikke sikkert, at fonden nogensinde bliver til noget, men tankerne bag kan sagtens bruges til at styrke såvel klimaet og dansk erhvervsliv.

Bragt i Berlingske Business