Ti-års jubilæum uden fest – fire ting vi lærte af finanskrisen

Ti-års jubilæum uden fest – fire ting vi lærte af finanskrisen

Af Thomas Bernt Henriksen

Stort set alle danske medier stiller i disse dage det samme spørgsmål om finanskrisen, nemlig om verden – om forhåbentlig først 100 år – vil opleve en lige så dramatisk og dyb økonomisk og finansiel nedsmeltning som i dag for ti år siden.

Det kyniske svar, som eksempelvis tidl. overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen abonnerer på, er, at grådighed og glemsel med tiden vil rulle reguleringen af finanssektoren tilbage og dermed gøde jorden for en ny finanskrise.

Et mindre kynisk svar er, at regeringerne og centralbankerne i deres reaktion på det finansielle og økonomiske kollaps faktisk trak på lærdommen fra krisen i 1930erne. Den amerikanske humorist Will Rogers (1879-1935) har sagt det bedst: »When you are in a hole, stop digging«. Det havde man da fattet i 2008.

Den britiske historiker Adam Tooze fortalte i et interview med Troels Heeger i Berlingske Opinion sidste lørdag, hvordan netop den amerikanske centralbankchef Ben Bernanke gik lige til – eller snarere klart over kanten af sit mandat – ved at holde det globale finansielle system flydende med dollar i de mest dramatiske dage efter investeringsbanken Lehman Brothers’ kollaps. Vi lever stadig med utænkelige minusrenter herhjemme – et direkte resultat af finanskrisen.

Det har vi lært

Det er hovmod at lade som om, at vi i dag er færdige med at forstå finanskrisen. Det er lidt som at sige, at man 29. oktober 1939 kunne skrive hele historien om 1929-krakket. Her er alligevel fire bud på, hvad vi har lært af finanskrisen indtil nu:

  1. Myndighederne og centralbankerne sejrede. Den væsentlige forskel mellem 1929 og 2008 er, at myndighederne og centralbankerne – i hvert fald ind til den europæiske gældskrise – undgik de samme politikfejl, som udløste den tyske hyperinflation i 1920erne og den globale depression i 1930erne. Nogle økonomer og politologer vil i dag gerne give finanskrisen skylden for, at populistiske partier og bevægelser vinder frem, men den forklaring kan i hvert fald ikke stå alene i alle lande, herunder Danmark, Tyskland eller Sverige. Finanskrisen har måske forstærket en tendens, som allerede var i gang.

  2. 100-årskriser er ikke overstået efter ti år. Det er alt for tidligt at behandle finanskrisen som et stykke historie. Danmarks Statistik udsendte for få dage en nøgtern analyse, som viser, at dansk økonomi siden finanskrisen har været væsentligt dårligere til at indhente den tabte velstand end under tidligere økonomiske kriser. Tidl. overvismand Peter Birch Sørensen bidrog til at sløre den erkendelse, da han i foråret aflivede vækstkrisen med henvisning til, at Danmark efter revisioner af væksttallene ikke længere havde en dårligere produktivitetsudvikling, end de lande, vi sammenligner os med. Danmark klarer sig nu blot lige så dårligt som alle andre højtudviklede økonomier. En ringe trøst.

  3. Vi ved, hvor vækstproblemet ligger efter finanskrisen – vi har bare ikke løst det. Produktivitetskommissionen sagde det, og Produktivitetsrådet har gentaget det. Mens industrien gennem hård tilpasning, automatisering og investeringer har magtet at blive mere produktive, er tendensen til en svag produktivitetsvækst i servicesektoren forstærket efter finanskrisen. Løsningen handler om nogle helt konkrete ting som at udvikle en mere effektiv detailsektor, liberalisere planloven eller at åbne taxabranchen for endnu mere konkurrence. Hvis produktivitetsvæksten i servicesektoren med reformer kan blive løftet fra 0,9 pct. til 1,5 pct., vil velstanden vokse med 123 mia. kr. over de næste 20 år uden, at danskerne skal arbejde en time mere, viser en fremskrivning, som Axcelfuture har udarbejdet.

  4. Historien om centralbankernes, finanstilsynenes og regeringernes rolle i finanskrisen skal også fortælles. Et kig på aviserne de seneste uger, får det til at se ud om, at alt er fikset med regulering af finanssektoren og strammere kapitalkrav til bankerne. Det er let at forsvare regulering, når nulrenter og økonomisk fremgang skjuler regningen for den finansielle regulering. Hvis vi herhjemme og i resten af verden skal lære af finanskrisen, skal krisen forstås til bunds. Der er også brug for at vide, hvad regeringerne, centralbankerne og tilsynene gjorde op til, under og efter finanskrisen. Det skete ikke i Rangvid-rapporten fra 2013, men den del af historien om finanskrisen skal på et tidspunkt skrives, hvis vi skal være endnu bedre forberedt, når finanskrisen rammer – næste gang.

Bragt i Berlingske