Fup blandes med fakta om udenlandsk arbejdskraft

Fup blandes med fakta om udenlandsk arbejdskraft

Af Kim Nøhr Skibsted, direktør for Poul Due Jensens Fond (Grundfos Fonden), og Jens Hjarsbech, seniorøkonom i Axcelfuture

Som Statsministeren sagde i sin nytårstale, så ”bliver vi ikke mindre af at samarbejde med andre, vi bliver større.” Sådan er det også, når det kommer til udlændinge, der kommer til Danmark for at arbejde. Men debatten bliver alt for ofte blandet sammen med flygtninge-indvandrerdebatten og integration. Ikke mindst af vores politikere, der jo ellers burde vide bedre. Der er derfor et stort behov for at udbrede fakta om erhvervsindvandringen: Erhvervsindvandringen er ikke bare billig, lavtuddannet arbejdskraft. 24 pct. af erhvervsindvandrerne har en lang videregående uddannelse mod 11 pct. af alle beskæftigede i Danmark. Ud af ca. 140.000 erhvervsindvandrere i Danmark i 2017 kom 90 pct. af dem fra et europæisk land.

Erhvervsindvandringen giver gennemsnitligt et bidrag på 76.000 kr. til de offentlige kasser. Er erhvervsindvandrerne højtuddannede, stiger gevinsten betydeligt. Med andre ord, er der rigtig god grund til at sikre, at danske virksomheder får bedre muligheder for at tiltrække den nødvendige udenlandske arbejdskraft. Det styrker både danske virksomheder og statskassen. Men udlændinge fra andre dele af verden end Europa visiteres via en række forskellige ordninger, som ofte indeholder unødvendig og bøvlet bureaukrati. Hvorfor skal lønnen fx indbetales til en dansk bankkonto? Det kan være særligt problematisk for korte ansættelser, hvor medarbejderne typisk opretholder økonomiske forpligtelser i hjemlandet. Hvorfor kan virksomheder med under 20 ansatte ikke blive certificeret til at bruge den såkaldte fast track-ordning. Betyder små virksomheders rekrutteringsmuligheder da ikke noget? Hvordan kan det være rimeligt, at virksomheder skal udelukkes fra fast track-ordningen i to år pga. fodfejl i sagsbehandlingen?

Effekterne af disse og andre snubletråde er, at danske virksomheder må lægge arbejdspladserne i udlandet. Det er bestemt ikke til Danmarks gavn. Derfor skal unødvendige bureaukratiske forhindringer fjernes. Danske virksomheder er i skarp konkurrence med hele verden om de største talenter og skarpeste hjerner. Det skal derfor også være attraktivt for udlændinge at arbejde og bosætte sig i Danmark. Danmark har meget at byde på, men vi står svagt i konkurrencen, når det kommer til skat og leveomkostninger. Den høje danske marginalskat er især en barriere for at tiltrække højtuddannede, der ikke opfylder forskerordningens lønkrav. Flere højtlønnede udlændinge skal kunne komme til Danmark, ved at indkomstgrænsen i forskerordningen sættes ned. Og hvis ordningen samtidig udvides fra 7 til 10 år, vil man kunne fastholde de højtlønnede medarbejdere i længere tid.

Naturligvis er ikke alt rosenrødt. Tilstrømning af lavtuddannet udenlandsk arbejdskraft kan have en negativ effekt på indkomstgrundlaget for lavtuddannede danskere. Derfor skal der kæmpes for, at den udenlandske del af arbejdsstyrken arbejder under normale, danske forhold. Vi er ikke i tvivl om, at en bedre adgang til udenlandsk arbejdskraft vil gøre Danmark til et endnu rigere land. Men danskerne skal naturligvis bakke op om ideen, og det forudsætter altså, at debatten ikke forplumres af andre dagsordener om flygtninge og ulovlige brug af udenlandsk arbejdskraft inden for enkelte serviceerhverv. Det er desværre det, der sker.

Når danske virksomheder som Novo, Mærsk, Danfoss, Vestas og Grundfos i flere omgange har påpeget skavankerne over for de partier, der står bag de nuværende regler, er der blevet lyttet og spurgt til mulige løsninger. De er blevet serveret igen og igen, og alligevel går der gold retorik og faktafordrejning i debatten for at imødekomme fordomsfulde fokusgrupper.

Politikerne har et ansvar, som de i øjeblikket desværre svigter – på trods af, at det ellers ikke er så svært at skille fup fra fakta.

Bragt i Altinget