Pressemeddelelse 10/01/24
Lundbeckfonden og Novo Nordisk Fonden lancerer hvidbog og løsningsforslag:
Nye løsningsforslag vil styrke vilkår for tiltrækning og fastholdelse af internationale højtuddannede talenter og specialister
Det er afgørende for danske virksomheder og universiteter at kunne tiltrække højtuddannede talenter og specialister, hvis de skal kunne klare sig i den globale konkurrence i fremtidens industrier. I dag bliver en hvidbog med analyse af barrierer for tiltrækning af internationale højtuddannede talenter samt konkrete løsningsforslag offentliggjort.
Det går godt med at tiltrække højtuddannede til Danmark fra EU. Men det er en udfordring at tiltrække højtuddannede talenter fra resten af verden på grund af uhensigtsmæssige regler, der det skaber store problemer i dansk erhvervsliv. Eksempler på barrierer er regler for bibeskæftigelse, som begrænser mulighederne for at bidrage med viden og færdigheder på det danske arbejdsmarked i flere regi, eller koncernreglen som indebærer, at fx ægtefæller ikke må arbejde i samme koncern uden særlig tilladelse. Det skaber problemer for forskningsbaserede virksomheder og danske universiteter, der beskæftiger mange tusind medarbejdere.
”Vi har sat arbejdet i gang med at kortlægge barrierer og finde løsningsforslag for at gå konstruktivt ind i dialogen om, hvordan det danske erhvervsliv skal klare sig i den stigende globale konkurrence i fremtiden”, siger Mads Krogsgaard, CEO Novo Nordisk Fonden.
Lundbeckfonden og Novo Nordisk Fonden har bedt tænketanken Axcelfuture om at afdække de barrierer, som internationale talenter fra lande udenfor EU møder, når de vil bo og arbejde i Danmark. Med analysen som udgangspunkt har advokatfirmaet Kromann Reumert blevet bedt om at udforme konkrete løsningsforslag til mulige justeringer i den eksisterende lovgivning.
”Den gode nyhed er, at det ikke er nødvendigt at omkalfatre den eksisterende lovgivning. Kromann Reumerts analyse viser, at lovgivningen med relativt simple greb kan justeres, så vi står langt bedre”, siger Lene Skole.
Alt tyder på, at kampen om talent bliver mere og mere intensiv de kommende år. Derfor er der behov for at gøre noget, så vi kan sikre fundamentet for et stærkt dansk erhvervsliv nu og i fremtiden.