GØR UDDANNELSE TIL EN BEDRE FORRETNING FOR DANMARK

AF JOACHIM SPERLING & CARSTEN KOCH

Danmark har i en lang periode haft forholdsvis lav økonomisk vækst sammenlignet med andre lande, og en del af årsagen er en dårlig udvikling i erhvervslivets produktivitet. Det kan skyldes, at vi ikke er så stærke på uddannelsesområdet, som vi selv tror. Bliver vi bedre til at uddanne mod det, som arbejdsmarkedet efterspørger - ja så bliver vi både mere produktive og opnår et højere velstandsniveau.

Det er ikke fordi, der mangler ressourcer i uddannelsessektoren. Vi bruger ca. 60 mia. kr. årligt på de videregående uddannelser af de i alt 150 mia. kr. på hele området, og dermed er vi et af de lande i verden, der bruger mest pr. indbygger. Men en del heraf går til SU, og trækker vi det fra, befinder vi os kun midt i feltet blandt de lande vi normalt sammenligner os med. En mulighed blandt flere, man kunne overveje var, at reducere SU’en navnlig på overbygningsuddannelserne, og bruge pengene på at forbedre uddannelserne. Fremtidige justeringer bør ikke blive en spareøvelse, for uddannelse er vores vigtigste investering i fremtiden.

SKAL DET HELE SERVERES PÅ ET SØLVFAD?

Det danske uddannelsessystem er unikt på to områder. Dels er stort set alle uddannelser gratis, og studerende helt op til og med Ph.D-niveau får en høj uddannelsesstøtte. Derudover har vi et taxametersystem, der bl.a. tilskynder til, at så mange som muligt kommer igennem systemet, og det betyder, at det er svært at sikre både at uddannelserne er ambitiøse nok. Der gøres heller ikke nok for, at flere unge vælger de uddannelser, der skaber høj produktivitet, så uddannelsesudgifterne udnyttes godt.

Det er klart, at uddannelse i sig selv giver samfundet og den enkelte værdi. Men når fællesskabet betaler alle udgifter, forekommer det rimeligt, at et blandt flere succeskriterier er, at unge mennesker uddanner sig der, hvor det giver den største samfundsmæssige gevinst i økonomisk forstand.

Uddannelsessektoren har i vidt omfang selv styret optagene, og det betyder, at uddannelsesvalg i realiteten er op til den enkelte, så længe man lever op til adgangskriterierne. Nogle uddannelser styres dog fra centralt hold. Men i langt de fleste tilfælde lægger man et meget stort ansvar over på uddannelsesinstitutionerne.

Spørgsmålet er, om samfundet har råd til en så “anarkistisk” styringsmodel. De senere års erhvervsudvikling har nemlig vist, at behovet for arbejdskraft ændrer sig mærkbart, og at der behov for en mere hensigtsmæssig styringsmodel, hvor vi bedre kan forudsige behovet for eksempelvis læger, produktionsteknologer og andre uddannelsesgrupper. Ikke at gøre noget – eller ikke at gøre ret meget - er også en beslutning. Meget tyder på, at vi faktisk har grundlaget for at træffe bedre beslutninger, end vi gør i dag.

UDDANNELSESSPILDET ER ENORMT

Det er ikke en rationel anvendelse af samfundets ressourcer, hvis de studerende vælger en uddannelse, som efterfølgende fører til arbejdsløshed eller til en aflønning, der ikke modsvarer uddannelsen. Produktivitetskommissionens analyser viste, at der inden for visse uddannelser er et uddannelsesspild på ca. 20%.

Der er groft sagt to veje at gå for at undgå dette spild. For det første kan bedre uddannelsesplanlægning muligvis reducere dette spild. Dermed vil den studerende kunne opnå en højere løn og større sandsynlighed for beskæftigelse efterfølgende, og det øger velstanden i samfundet. Men planlægning er kun en del af løsningen. Der er for det andet brug for at fremme bevidstheden om fremtidige beskæftigelsesmuligheder. Se figuren, som illustrerer den kendsgerning, at mange danske studerende ignorerer deres fremtidige beskæftigelsesmuligheder i deres studievalg, hvilket risikerer at føre til uddannelser, som ikke udnyttes ordentligt.

Allerede fra i år er der på den baggrund indført en helt ny dimensioneringsmodel, som begrænser optaget på uddannelser, hvor den gennemsnitlige ledighed har været høj. Modellen ser dog kun bagud i tid, og den fortæller ikke noget om hvor det så ville være hensigtsmæssigt at øge uddannelsesoptaget i stedet for.

Mantraet har hidtil været, at man ikke kan forudsige noget som helst, og at udbuddet af arbejdskraft skaber sin egen efterspørgsel. I Axcelfutures projekt om uddannelser i Danmark mener vi, at det må kunne gøres bedre. Vi arbejder mod at etablere og senere på foråret præsentere fremskrivninger af udbud af og efterspørgsel efter arbejdskraft delt op på sektorer og uddannelser med sigte på en mere hensigtsmæssig brug af uddannelsesmidlerne. Hvis vi begynder nu, kan vi nyde frugterne heraf måske om 10 år. Hvis vi intet gør, vil uddannelsesspildet fortsætte, og det vil give mindre velstand og velfærd.