VIRKSOMHEDERNE HAR ALDRIG FØR HAFT SÅ TRAVLT MED AT OPFØRE SIG ORDENTLIGT
Af Thomas Bernt Henriksen
Et annus horribilis for erhvervslivet. Det må være overskriften for 2018 for nu at bruge det begreb, som den engelsk dronning Elizabeth gjorde berømt i 1992 efter en stribe dårlige sager i hendes egen familie. Sagen om hvidvask gennem Danske Bank tog i denne uge en ny dramatisk vending, da det blev kendt, at bankens hidtidige bestyrelsesformand Ole Andersen efter alt at dømme erstattes med DIs adm. direktør, Karsten Dybvad. Læg hertil udvidelsen af udbytteskandalen, som nu implicerer et medlem af ejerkredsen i TDC, det australske finanshus Macquarie. Og så var der senest diskussionen om advokatfirmaet Bech-Bruuns redegørelse i udbyttesagen samt sagen om vognmanden Kurt Beier, og de elendige løn- og arbejdsforhold for hans filippinske chauffører.
Det seneste år må have gjort det helt klart, at erhvervslivet aldrig vinder en debat om moral. Uanset corporate governance-principper og stadigt flere virksomheders tilslutning til FNs 17 udviklingsmål, forbliver det virksomheders opgave at tjene penge og at overleve. Moralen i erhvervslivet kan altid sættes til debat, men derfor behøver virksomheder og erhvervsfolk ikke bare at lægge sig fladt ned. Der var derfor brug for en reaktion, og den kom heldigvis, da Berlingske 31. oktober skrev en historie om, at uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) via sin investering i startup-virksomheden Peakon samarbejder med virksomheder i skattely. Ingen af eksperterne i skatteforhold, som optræder i Berlingskes historie, kunne bekræfte, at Tommy Ahlers på nogen måde skulle være skyldig i at bryde nogle love, ligesom det grundlæggende er problematisk at kalde Luxembourg – en partner i EU – for et skattely, medmindre man accepterer lobbyorganisationen Oxfams definition.
Tommy Ahlers var skyldig »by association«. Hvad er nu det for noget? Kernen i debatten om erhvervslivet handler ikke om moral. Den handler om rigtigt og forkert eller om, at konkrete virksomheder ikke har gjort sig tilstrækkeligt umage med at drive deres forretning på en ordentlig måde. Redeligt erhvervsliv
Ser vi generelt på erhvervslivet har vi næppe nogensinde haft et så ordentligt og redeligt erhvervsliv, som vi har nu, hvis man tager udgangspunkt i, hvordan virksomheder i dag rapporterer om corporate governance, om deres miljø- og klimaaftryk, om diversitet på ledelsesgangen og deres konkrete tilslutning til FNs 17 udviklingsmål. I tirsdags fortalte Allan Polack fra PFA, Christian Hyldahl fra ATP og Peter Damgaard Jensen fra PKA på DVCAs årsmøde i Nyborg eksempelvis om pensionskassernes arbejde med miljømæssige og sociale mål i deres investeringspolitik. DVCA er kapital- og venturefondenes sammenslutning.
To klare budskaber fra debatten i Nyborg er, at det er helt umuligt at lade være med at samarbejde med de største globale finanshuse, når det gælder opkøbet af en stor virksomhed som TDC, og at pensionskasserne i øvrigt er pinligt opmærksomme på, at de – ligesom andre virksomheder - står til regnskab over for deres ejere og kunder. Når nogen spørger, hvorfor det er nødvendigt, at danske banker og pensionskasser er dybt integreret i de globale finansmarkeder, kan de bare tænke på lønmodtagerne.
Pensionsformuen
Siden indførelsen af arbejdsmarkedspensionerne i 1987 er den danske pensionsformue vokset til over 4.000 mia. kr. eller dobbelt så meget som Danmarks bnp. Pensionsformuen er så enorm, at det ville være ikke bare hasarderet at placere alle pengene i Danmark. Det ville også være uladsiggørligt. Derfor placerer pensionskasserne milliarder i aktier, obligationer, virksomheder og infrastruktur i mange forskellige lande. Danmark har til alle tider udnyttet globaliseringen til at skabe velstand via handel over grænserne. Med EU og ikke mindst EU-udvidelsen i 2004 kom der fart i at udnytte globaliseringen til at skaffe ekstra arbejdskraft til virksomhederne i gode tider. Med opbygningen af de enorme pensionsformuer har Danmark også udnyttet globaliseringen til sidste år at hente 56 mia. kr. hjem i pensionsafkast i udlandet.
Selvfølgelig vil der opstå små og store sager, når virksomheder, banker og pensionskasser med samfundets aktive velsignelse opererer på tværs af landegrænser, forskellige skattelove og juridiske systemer i samspil med indviklede danske love og regler. Sagerne om Danske Bank, Macquarie, Bech-Bruun eller vognmanden Kurt Beier siger ikke et klap om moralen i erhvervslivet generelt. Erhvervslivet skal holde op med at påtage sig et kollektivt medansvar for møgsagerne. Hvis dansk erhvervsliv har et problem, så er det, at alt for få opponerer, når møgsager bruges til at skabe mistillid til alle virksomheder.