Krisen kan nationalisere verdenshandelen og forlænge krisen
Af Jens Hjarsbech, seniorøkonom, Axcelfuture
Får vi ikke hurtigt hold på den protektionistiske medvind, kan vi ikke afvise, at der vil komme flere krav om lokal produktion af f.eks. medicin. Med tanke for, at langt det meste af dansk medicinalproduktion eksporteres, kan det betyde, at vi kan miste produktion og dermed arbejdspladser i Danmark
Blandt økonomer debatteres det flittigt, hvor hurtigt vi kommer ud af coronakrisen. Det tager form af en bogstavleg om V-, U- og L-formede forløb. Alle håber på et V-formet forløb, hvor vi hurtigt kommer ud af krisen igen, modsat et mere langstrakt U- eller L-formet forløb.
Flere ting taler desværre imod et V-forløb. Krisen skaber f.eks. store forstyrrelser i de globale værdikæder, da nedlukningen af både forbrug og produktion ikke foregår på samme tid rundt om i verden.
Mens nogle opbygger store lagre af varer, der ikke kan sælges, fordi forbruget er gået i stå, kan andre ikke producere som normalt, fordi de venter på input.
Det kan tage længere tid at få genskabt produktionskæderne pga. asymmetrien, og det kan være med til at trække krisen ud til et U-forløb. Det vil vi også mærke i dansk økonomi, hvor ca. 30 pct. af værdien af vores eksport stammer fra importerede varer eller tjenester. Kan vi ikke få input, kan vi heller ikke levere vores output. På lidt længere sigt kan krisen også betyde, at virksomhederne begynder at gentænke afhængigheden af værdikæderne på tværs af mange landegrænser.
Er man nervøs for, at vi kan komme i lignende situationer igen, vil man nok overveje, om man skal forkorte sine værdikæder. Det vil betyde en regionalisering eller “nationalisering” af verdenshandelen, som vil gå ud over den fremtidige globale vækst. Forkorter vi værdikæderne, mister vi noget af den øgede efficiens og produktivitet, der netop har drevet udvidelsen af værdikæderne.
Det kan i sidste ende betyde en lavere velstandsfremgang særligt i lav- og mellemindkomstlande, der i stor udstrækning lever af at producere til værdikæderne. Med andre ord kan det skabe øget fattigdom.
Vi risikerer også øget protektionisme. Lige nu er det blevet ukontroversielt at indføre eksportrestriktioner på udstyr, der bruges til at bekæmpe virussen. 80 lande har allerede indført eksportrestriktioner på beskyttelsesudstyr, men 17 lande har også indført eksportrestriktioner på fødevarer, og to har endda indført restriktioner på toiletpapir.
Grænsen mellem fornuftig selvforsyning og protektionisme er hårfin, og krisen har givet en undskyldning for at føre protektionistisk politik, der kan risikere at udbrede sig i selvforsyningens navn. Det er en trist retning at gå – særligt for en handelsafhængig nation som Danmark.
Får vi ikke hurtigt hold på den protektionistiske medvind, kan vi ikke afvise, at der vil komme flere krav om lokal produktion af f.eks. medicin. Med tanke for, at langt det meste af dansk medicinalproduktion eksporteres, kan det betyde, at vi kan miste produktion og dermed arbejdspladser i Danmark.
Coronakrisen kan kort sagt betyde, at vi ser et alvorligt tilbageslag for globaliseringens evne til at skabe velstand. Så er vi altså nærmere noget, der ligner et L-forløb.