Krisefondens succes afhænger af, hvem der skal styre den
Skrevet af Joachim Sperling, Direktør i Axcelfuture
Den nye krisefond er en sidste udvej for virksomheder i akutte problemer. Private investorer bør være med til at designe den
I en situation, hvor aktiemarkederne er euforiske som aldrig før, kan det virke paradoksalt, at staten nu ser ud til at skulle blive aktionær i op imod 200 ellers sunde og stærke virksomheder. Hvorfor kan private investorer ikke klare den sag? Der er jo både børsmarkedet og kapitalfonde at trække på.
Svaret er, at private investorer allerede gør, hvad de kan for at skyde kapital efter nødlidende selskaber. Eksempelvis har B&O netop fået tilført kapital via børsmarkedet, og sideløbende hermed har mange kapitalfonde også tilført kapital til deres virksomheder.
Men en række familieejede virksomheder har måske ikke appetit på fondsbørsen eller på at blive solgt til kapitalfonde – og hvis de skulle have det, skulle det have været inden krisen satte ind, for lige nu har investorerne begrænset appetit på risiko.
Særligt den enorme risiko, den globale økonomi befinder sig i nu, hvor det ikke kan udelukkes, at hele samfund skal lukkes ned igen i en anden bølge. Den nye krisefond kan være en sidste udvej og et alternativ til konkurs.
Giver god mening
Axcelfuture har regnet på behovet for at rekapitalisere virksomhederne. Alt tyder på, at eksporterhvervene bliver ramt af en stor nedgang – i gennemsnit 10 pct., men det dækker over store variationer.
Som følge af nedgangen kommer en række selskaber ned på en faretruende lav soliditet – uanset om de gør, hvad de kan for at tilpasse antallet af medarbejdere.
Vores model indregner denne adfærd – plus, at den medtager bidraget fra hjælpepakkerne. Vi kommer frem til, at der vil være næsten 600 virksomheder med over 100 mio. kr. i balancesum, der har brug for yderligere egenkapital inden udgangen af 2020. Tager vi så virksomheder med over 500 mio. kr. i balancesum, kommer vi ned på ca. 150 virksomheder.
Uanset hvad er der mange arbejdspladser på spil, og den position, disse virksomheder har i de internationale værdikæder, kan være vanskelig at reetablere. Derfor giver krisefonden rigtig god mening.
Et egenkapitalindskud er noget helt andet end et lån. Stort set alle større virksomheder har en kassekredit, og alene af den årsag har bankerne opbygget en betydelig viden om virksomhedernes kreditværdighed, der muligvis vil kunne genbruges af den nye krisefond. Men at være kreditværdig er ikke det samme som at være investeringsegnet.
I virksomhedernes balance har egenkapital jo det yderste mandat, og derfor vil man skulle betale mere for egenkapital end for fremmedkapital. Afkastet skal nemlig afspejle den forhøjede risiko for, at egenkapitalen går tabt.
Må ikke blive for dyrt
I den nuværende situation, hvor covid-19 kan være tilbage, før vi aner det, er risikoen endda meget høj. Og når det er staten, der går ind som investor, kan der samtidig være brug for en ekstra sikkerhed for, at man ikke investerer pengene på et forkert grundlag. Det kan i sig selv gøre det endnu dyrere at tilføre kapital til virksomhederne.
Det gælder eksempelvis, hvis den nye fond er nødt til at bruge eksterne rådgivere, i en form for ”cover my ass” funktion.
Men det bliver afgørende, at det ikke bliver for dyrt for virksomhederne at bruge fonden. Antag eksempelvis at en virksomhed har brug for et indskud på 500 mio. kr. Hvis det koster 1 mio. kr. bare at undersøge, om virksomheden er ”investeringsegnet”, så skal dette beløb jo tillægges afkastkravet.
I dette tilfælde er omkostningerne en meget lille del af indskuddet, men hvis det er en mindre virksomhed, der kun skal bruge 5 mio. kr., udgør omkostningerne pludselig 20 pct. Det er alt for meget, hvis staten skal ud igen inden for eksempelvis tre år.
Man må i tillæg hertil også forvente, at det årlige afkastkrav vil ligge i niveauet 8-12 pct. om året. Det er baggrunden for, at den nye krisefond primært er rettet mod større virksomheder.
Stærke kompetencer
En del pensionskasser har udtrykt ønske om at kunne komme med ombord i krisefonden. Det er en god ide.
Men forudsætningen er nok, at det er staten, der påtager sig omkostningerne ved at vurdere om virksomheden er investeringsegnet eller ej. Ellers er der risiko for, at omkostningerne bliver for høje for den private investor.
Meget kommer også til at afhænge af, hvem der skal administrere krisefonden. Hvis den bliver forankret i en organisation med stærke kompetencer inden for værdiansættelse og kreditvurdering samt et vidt forankret netværk i erhvervslivet, er der gode muligheder for succes.
Hvad de konkrete planer for organisering mv. er, fremgår ikke af det offentliggjorte materiale, men afgørende bliver det, at man kan få private investorer med i konstruktionen, for det er en god måde at sikre sig, at investeringskriterierne bliver tilstrækkeligt markedskonforme.