En indskrænket verden: Globaliseringen er slået et årti tilbage

Af Jens Hjarsbech, seniorøkonom i Axcelfuture, Lene Skole, CEO i Lundbeckfonden, Flemming Besenbacher, formand for Carlsbergfondet, Frank Øland, cheføkonom i Landbrug & Fødevarer, Jacob Clasen, direktør for erhvervspolitik og analyse i Danske Rederier og Claus Grube, senior fellow i Axcelfuture og fhv. ambassadør.

Finanskrisen satte for 12 år siden en stopper for årtiers stigende global økonomisk integration. Senere fik protektionismen ny medvind fra Donald Trump, Kinas brud på demokratiske spilleregler og de to landes indbyrdes handelskrig. Samtidig er der jo Brexit, som igen styrer mod et no deal. Og nu leverer coronakrisen så et nyt grundstød til ideen om en global verden, hvor varer, tjenester, kapital og mennesker flyder frit over grænserne. Det er hård kost for Danmark, hvor både eksporten og importen svarer til ca. halvdelen af den samlede produktion.

Ikke kun rige lande som Danmark har nydt godt af globaliseringen. Den har nemlig bidraget til at trække millioner af mennesker ud af fattigdom globalt, fordi vestlige virksomheder har udlagt deres produktion, som bl.a. har været med til at skabe en stor middelklasse i Sydøstasien. Det er også takket være globaliseringen, at vi fik store dele af Østeuropa tilbage på sporet og integreret i EU. Samtidig har den nye platformsøkonomi med giganter som Facebook, Google og Amazon bundet os sammen på en måde, som vi ikke har oplevet før. Cocktailen af teknologi og globalisering kan være meget kraftfuld, og derfor bliver årsag og virkning fra tid til anden også blandet sammen i debatten.

Nogle befolkningsgrupper har følt sig kørt over af globaliseringen og kan med rette hævde, at de (i hvert fald på kort sigt) har tabt på den. De følelser, som forbindes med globaliseringen, er vanskelige at håndtere og fører nemt til populisme.

For Danmark er der imidlertid ingen tvivl om fordelene. Det er fx beregnet, at Danmark hvert år opnår en gevinst på 100 mia. kr. som følge af EU’s Indre Marked. Og vi nyder også godt af EU's handelsaftaler med andre af verdens regioner. Økonomisk og politisk integration kan altså være en god ide.

Men hvad dækker det noget diffuse begreb globalisering egentlig over? Det kan fx være, når global handel stiger hurtigere end globalt BNP, eller når investeringer på tværs af grænser vokser mere end økonomien. Globaliseringen handler også om udveksling af viden, om stigende turisme, studerende, der læser i udlandet samt udbredelsen af internettet. Axcelfuture har forsøgt at omsætte disse og andre faktorer til et indeks, så vi kan se, hvilken vej det går. Svaret er, at globaliseringen er ved at blive slået et årti tilbage. Hvorfor?

For det første fordi den globale handel med varer og tjenester falder på grund af nedlukkede virksomheder og samfund. Faldet sker hurtigere end faldet i BNP, og det vil få alvorlige konsekvenser – navnlig for Danmark. Virksomhederne kommer til at investere mindre i andre lande, end de gjorde før coronakrisen – bl.a. fordi de skal gentænke deres forsyningskæder for at tage højde for risikoen for nye nedlukninger og fremtidige pandemier. Det giver os færre gevinster fra specialisering, stordrift og øget konkurrence. Der bliver også mindre videnspredning, og i sidste ende falder vores produktivitet og dermed også vores velstand.

Her op til sommerferien oplever mange mennesker også, at de må blive hjemme, for grænserne har været lukket, og mange er nervøse for at rejse. Selvom grænserne nu så småt lukker op, vil der gå lang tid, inden turisterne igen valfarter til verdens destinationer. Flybilletter bliver markant dyrere, og alt bliver mere besværligt, når vi skal rejse. Det får også betydning for unge menneskers lyst og mulighed for at studere i udlandet og vandringen af arbejdskraft på tværs af grænser.

Coronakrisen forstærker altså nogle af de protektionistiske tendenser, der allerede var i spil inden krisen, og sætter ydermere en stopper for de faktorer, der trods alt stadig drev globaliseringen fremad. Konsekvensen er en svagere fremgang i velstand og levestandard. Det gælder både for en handelsafhængig nation som Danmark, men også for mindre velstående lande, der bruger handel og investeringer som løftestang til at indhente vestens velstandsniveau. Desuden vil mennesker i mindre grad mødes på tværs af landegrænser og forme bekendtskaber, udveksle ideer og holdninger. Det er svært at kvantificere, men betydningen er alligevel ikke til at tage fejl af. Resultatet er en mere indskrænket verden.

Vi oplever også dagligt det politiske pres for øget protektionisme. Mere selvforsyning, krav om lokal produktion mv. Det kan måske give mening, når det drejer sig om samfundskritiske fornødenheder, men hvem tror fx på, at Danmark egenhændigt kunne have udviklet en COVID-19 vaccine? Vi kan selvfølgelig bidrage, men det må baseres på internationalt samarbejde og godkendelsesprocesser.

Coronakrisen er desværre en fribillet til mere protektionisme. Eksempelvis har Frankrigs finansminister stillet krav om, at den franske bilindustri skal tilbageføre noget af den udflagede produktion, hvis den skal have del i hjælpepakkerne, af hensyn til beskæftigelsen. Lignende krav må imødeses i en række andre lande, for når krybben er tom, bides hestene.

Forholdet mellem USA og Kina er også gradvis blevet værre, og det kan også påvirke danske virksomheder med interesser i Kina. Vi har tidligere set, at lande, som er bandlyst af USA, også bliver lande, som danske virksomheder skal reducere eller helt undgå at have samkvem med. Det kan blive et valg mellem pest eller kolera.

Coronakrisen har fået USA til at trække støtten til WHO, ligesom de har trukket sig længere væk fra WTO-samarbejdet allerede før coronakrisen. Den aftalebaserede verdensorden, der ellers i høj grad er skabt efter USA’s mangeårige engagement, er ved at hænge i laser. Det er en alvorlig situation for Danmark, der ikke har musklerne til at stå imod en verden baseret på den stærkes ret.

Men globaliseringsmodstanderne vil snart opdage, at protektionisme ikke vil hjælpe de mennesker, der har følt sig kørt over af outsourcing og import af udenlandsk arbejdskraft, for de tabte jobs vender ikke tilbage. Det danske svar på udfordringen skal derfor fortsat være et trygt og fleksibelt arbejdsmarked baseret på et samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter og et vedvarende fokus på efteruddannelse og omskoling – også mens man er i arbejde.

Vi må derfor håbe, at globaliseringen kommer tilbage på sporet af hensyn til de ca. 850.000 private arbejdspladser, der er tilknyttet eksporten, og de enorme velstandsgevinster, vi henter hjem på eksempelvis handel og brug af udenlandsk arbejdskraft. Det er velstandsgevinster, der kommer os alle til gode bl.a. gennem højere pensionsopsparinger, flere penge til offentlig velfærd osv. Ligesom vi alle som forbrugere også nyder godt af lavere priser og flere produkter på hylden at vælge imellem.

Men det er svært for Danmark alene at løfte denne opgave. Vi har brug for et EU, der trækker i samme retning. Uanset om det handler om den nuværende økonomiske krise, opbygningen af bedre fremtidigt sundhedsberedskab eller den grønne omstilling, kan det kun løses gennem samarbejdet i EU. Skal vi have størst mulig indflydelse på disse dagsordener, kræver det et højt dansk engagement – vi har ikke råd til at have en nølende holdning til EU-samarbejdet.

Danmark har gennem mange år opnået store gevinster ved globaliseringen. Vi kan ikke tage fortsatte gevinster for givet, og coronakrisen betyder, at vi må vinke farvel til nogle af disse gevinster. Skal vi modgå denne perfekte storm, kræver det en kæmpe indsats mod protektionismen og for de globale, aftalebaserede institutioner.

Læs kronikken i Jyllands-Posten

Læs Axcelfutures analyse om coronakrisens betydning for globaliseringen