Hur­ra for de sti­gen­de ener­gi­pri­ser – det frem­mer de grøn­ne tek­no­lo­gi­er

 

Af Finn Lauritzen, seniorrådgiver og Jens Hjarsbech, cheføkonom, Axcelfuture

 
 

Gasprisen er fordoblet i løbet af det sidste halve år. Hvorfor mon? Mange peger på kraftige temperaturudsving, lave vandkraftreserver i Norge og øget efterspørgsel m.v. Andre peger på lukningen af den tyske atomkraft og på, at russerne bruger gassen som et storpolitisk virkemiddel.

Det interessante nu og her er, at de høje priser på sort energi og de stigende EU-kvotepriser sammen med den lave rente bidrager til at gøre grønne energiprojekter mere rentable. Og hurra for det!

Et godt eksempel er biogassen, der kommer fra landbrugets affaldsprodukter, og som sidste år kostede staten 2,6 mia. kr. i støtte. Da naturgasprisen nu er oppe på 5 kr. pr. kubikmeter, er vi tæt på at ramme produktionsomkostningerne for biogas på 6-7 kr. pr. kubikmeter. Det betyder, at støttebehovet falder med mindst 1 mia. kr. om året – penge, som ellers er afsat på næste års finanslov.

Nye biogasanlæg skal fremover have mindre støtte, fordi ordningen har været alt for dyr – over 1000 kr. pr ton fortrængt CO2. Det vil dog ændre sig markant, hvis prisen på naturgas vedbliver med at ligge så højt.

Udviklingen understreger to ting. For det første, at det er fornuftigt med udviklingsstøtte i de første år for nye grønne teknologier, som herefter kan følges op med markedsbaserede udbud. Det betyder ikke, at vi skal støtte hvad som helst, men alt tyder på, at power-to-x kan blive det næste eventyr – hvis ellers regeringen tør afsætte midlerne.

Det andet er, at biogasudviklingen både er en landbrugs- og energisucces. Husdyrhold skader både klima og miljø, men Danmark er blandt de bedste til at bruge husdyrgødningen bæredygtigt. Biogassen fortrænger fossil naturgas, men fordi kulstoffet kommer fra atmosfæren er den bæredygtig. Den store klimagevinst tilfalder dem, der bruger biogassen, men de udledninger, der ellers ville være fra gyllen, forsvinder fra landbruget. Bl.a. på grund af vores naturgasnet og en forudseende støtteordning er vi nu på vej mod et landbrugs- og energisystem, som er blandt de mest bæredygtige i verden.

Bragt i Børsen