Vi får langt fra bugt med klimaet med regeringens finanslovsforslag: Det kræver et tocifret milliardbeløb
AF FINN LAURITZEN, SENIOR RÅDGIVER I AXCELFUTURE
Med årets finanslovsforslag viser regeringen, at den ikke har tænkt sig at rutte med pengene til den grønne omstilling. Regeringen lægger ellers ikke skjul på, at der fortsat udestår at fortrænge næsten 12 mio. ton CO2e i 2030, men desværre er der endnu ikke indgået politiske aftaler på tre af de områder, der kan få os i mål, nemlig CO2-fangst, nye grønne brændstoffer samt landbrugsområdet – og så er det svært at sætte tal på udfordringen. Derfor vil vi gerne hjælpe. Skal vi nå i mål med den grønne omstilling, skal der allerede fra i år afsættes betydelige statslige midler, og frem mod 2030 vil det samlet løbe op i et tocifret milliardbeløb.
Der kan være mange taktiske grunde til, at Finanslovsforslaget er så initiativløst. Der er afsat en forhandlingspulje på 1,2 mia. kr. – ca. 1 promille af det samlede statsbudget – til fælles udmøntning for de partier, der vil være med i en finanslovsaftale. Puljen har dog ingen strategisk karakter – dens eneste formål er at stille støttepartierne tilfredse, så de kan vise deres vælgere, at de har opnået et politisk resultat. Og puljen kan på ingen måde bringe os i land på klimaområdet. Tavsheden om klimaet er derfor larmende, og det skyldes måske en fortsat uenighed om værktøjerne. Både Klimarådet og andre økonomiske eksperter har fremført, at man blot skal indføre en CO2-afgift på 1500 kr. pr ton CO2, så skal markedet nok sørge for at reduktionerne finder sted. Men det er alt for optimistisk at tro, at markedet kan løse det hele inden for de næste ni år. Og selv om CO2-afgiften bliver et nøgleredskab, så har regeringen parkeret overvejelserne om en grøn skattereform i et udvalg, der først senere på året kommer med sin første afrapportering.
Kræver tre værktøjer
Den grønne omstilling kræver efter vores opfattelse en nænsom blanding af tre værktøjer. CO2-afgifter, der spiller fornuftigt sammen med EU’s CO2-kvotesystem, regulering i form af standarder m.v., samt en offensiv, grøn forsknings- og innovationspolitik. CO2-priserne skal op i forhold til i dag, og reguleringen må ikke være detaljeret og rigid. Men høje CO2-priser kan ikke trække hele læsset. Meget høje CO2-priser – f.eks. langt over kvoteprisen på aktuelt 450 kr. pr ton – vil give CO2-lækage, hvilket betyder, at den klimatunge produktion flytter til andre lande, uden at hele jordens klima får det bedre.
I stedet skal vi investere nu og her, og derfor bliver det nødvendigt at bruge store dele af det finanspolitiske råderum – som Finansministeriet senest har opgjort til 8,5 mia. kr. om året frem til 2025 – på den grønne omstilling. Ellers kommer vi ikke i mål med 70 pct.-målsætningen.
Regeringen har taget det første skridt på CO2-fangstområdet, men der mangler at blive sat tal på. Vores vurdering er, at det vil koste flere milliarder kroner om året for at komme i gang med at fange CO2’en, hvis det skal have fuld effekt i 2030. Her ved vi med sikkerhed, at det kræver subsidier, for med afgifter alene vil produktionen af eksempelvis cement blot flytte ud af landet og hverken gavne klima eller dansk beskæftigelse.
Tiltrængende fødselshjælp
På området for nye grønne brændsler står private virksomheder i kø for at investere og løbe en risiko – gerne sammen med den institutionelle kapital i f.eks. pensionskasserne – men det kræver, at staten er villig til at læne sig ind over og dække en del af udviklingsomkostningerne. For vi ved, at nye grønne brændsler koster tre-fire gange så meget som det fossile alternativ, og staten skal med som fødselshjælper, hvis de power-to-x-projekter, vi ser for øjeblikket, for alvor skal blive til noget. Axcelfutures vurdering er, at det vil koste subsidier i omegnen af 1-2 mia. kr. om året, hvis vi skal udnytte Danmarks ret enestående muligheder på området. På landbrugsområdet er uklarheden mildest talt også stor. Regeringen vil sikkert gerne bevare de mange arbejdspladser i vores fødevaresektor, men det bliver ikke nemt, hvis man tvinger 20-30 pct. af bedrifterne ud i en uoverskuelig konkurs pga. en høj CO2-afgift. Skal vi have styr på både klima og arbejdspladser i landbruget, er der derfor også brug for statslige investeringer som f.eks. udtagning af lavbundsjorder og investeringer i nye teknologier.
Disse erkendelser bør føre til etableringen af en klimafond med et årligt budget på 8-10 mia. kr. som allerede nu bør afsættes på finansloven, så vi ved, at regeringen på troværdig vis vil stå på mål for den grønne omstilling. Pengene skal naturligvis ikke klattes væk, men bør konkurrenceudsættes i effektive udbud, så vi sikrer os, at vi får mest mulig grøn omstilling for pengene.
Bragt i Børsen