Regeringen må sluge kameler for at få mere arbejdskraft nu og her

Af Jens Hjarsbech, cheføkonom i Axcelfuture

Arbejdsmarkedet er på få måneder gået direkte fra asken over i ilden. Vi er igennem coronakrisen, og landets virksomheder skriger nu på arbejdskraft. Et problem der forstærkes af regeringens gæld på 10.000 hoveder efter Arnepensionen. Regeringen har derfor (lidt fodslæbende) nu indkaldt arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger for at forsøge at løse problemet.

Mens der er forskellige håndtag, der kan drejes på, er potentialerne ved de enkelte håndtag ofte relativt begrænsede, eller også vil de give politiske kvababbelser. I første kategori er hovedsageligt regeringens foretrukne ”2. generationsreformer”, mens de traditionelle ”1. generationsreformer” som lavere skat og mere udenlandsk arbejdskraft ikke er regeringens kop te. Men lad os se på mulighederne.

Mette Frederiksen åbnede ballet på sin fremtidskonference for nylig, hvor hun specifikt nævnte 45.000 unge mellem 15 og 24 år, der hverken er i arbejde eller i uddannelse. Det lyder jo som en nem reserve at tage af, men reelt er vi nok tæt på at have udnyttet potentialet. For set i forhold til, hvor mange unge der er i job, er antallet, der går og keder sig derhjemme, næsten lige så lavt, som det var, lige inden finanskrisen ramte os i 2008. Kommer vi helt ned på den samme andel som dengang, så har vi måske 5.000 unge klar til job. Vi kan også håbe på at komme endnu længere ned, men en del af de unge skal forhåbentlig tilbage på skolebænken i stedet for i job.

Fagbevægelsen peger så på, at virksomhederne selv er skyld i problemet, for de kunne bare tage flere unge i praktik. 10.000 unge var i juni uden praktikplads, men det er trods alt 10 pct. færre end sidste år. Her er der selvfølgelig et potentiale, men vi kommer aldrig ned på nul. For der vil altid være elever og arbejdspladser, der ikke passer sammen. I 2016 blev der i øvrigt lavet en trepartsaftale om netop praktik, så det er svært at se et kæmpe potentiale i reformer her.

Mere ubehageligt bliver det for regeringen, når vi vender os mod den udenlandske arbejdskraft, selvom det er et af de hurtigst virkende værktøjer. Dansk Arbejdsgiverforening mener, at en betragtelig nedsættelse af den såkaldte beløbsgrænse vil kunne give 3.500 ekstra udlændinge i danske virksomheder. Men fordi potentialet er så ukendt, er det faktisk noget, som Finansministeriet ikke tør sætte tal på. I 2020 var der 25.000 beskæftigede erhvervsindvandrere i Danmark, der kommer fra lande, der ikke er omfattet af den fri bevægelighed i EU. Det er en stigning på ca. 5.000 siden 2018, så potentialet for hjælp til det brandvarme arbejdsmarked er der. Men hvor meget det vil hjælpe at sænke beløbsgrænsen er uklart – og regeringens appetit på det er meget lille.

Venstre har sat dimittendsatsen i spil for at få de færdiguddannede hurtigere i job. I 2018 var der 20.550 nyuddannede på dagpenge (tre gange flere end i 2008), så her er der bestemt et potentiale. Venstres forslag kan ifølge Cepos øge arbejdsudbuddet med 5.700 personer. Men lavere dagpenge er ikke noget, der huer regeringen og støttepartierne til venstre herfor, så der skal sluges kameler, hvis det greb skal bruges.

Andre muligheder som fx mindre sygefravær, mindre deltid blandt offentligt ansatte og hurtigere vej gennem jobcentersystemet har vi selvfølgelig også, men det er ikke lette løsninger. Her er vi ovre i de såkaldte 2. generationsreformer, som endnu har til gode at vise, at de ikke bare er fugle på taget. En del af det har vi prøvet i årevis, så det er svært at se, at det skulle give et kæmpe løft til arbejdsstyrken nu og her.

De mere klassiske (og for nogle berygtede) arbejdsudbudsreformer gennem skattelettelser kom også i spil for nyligt, da De Konservative og De Radikale kom med forslaget om højere topskattegrænse og højere jobfradrag, der sammen med en lavere beløbsgrænse for udenlandsk arbejdskraft vurderes at øge arbejdsudbuddet med op til 6.200 personer. Det er bestemt noget, der vil give arbejdsudbud, men som nok mest virker på den lidt længere bane. Her er vi ovre i strukturforbedringer, som er ganske fornuftige, men som altså ikke slukker alle akutte brande.

Konklusionen er altså, at der findes løsninger på problemet, men da de fleste løsningsforslag tager noget tid, inden de slår igennem, gælder det om at komme i gang. For behovet er stort pga. Arne-gælden, og fordi vi gerne vil undgå overophedningens følgevirkninger med løninflation og den deraf følgende skade på vores konkurrenceevne. Men hvis bestræbelserne virkelig skal batte noget, er regeringen nødsaget til at bruge værktøjer, den ikke kan lide. Det vil fx sige skattelettelser og udenlandsk arbejdskraft.

Bragt i Finans