Grøn eksport er ikke det eneste saliggørende
AF JENS HJARSBECH, CHEFØKONOM I AXCELFUTURE OG JØRGEN HUNO RASMUSSEN, PROFESSIONELT BESTYRELSESMEDLEM
I Danmark er vi stolte af vores grønne erhvervsliv. Vi kan jævnligt læse om, hvor mange grønne produkter vi eksporterer, og hvordan vi med forskellige tiltag kan fremme den grønne eksport rundt om i verden. Med ca. 7 pct. af vores samlede eksport, der kan betegnes som grøn, er vi dog også fremme i det globale førerfelt.
Men vi skal passe på med at stirre os blinde på eksporten, for mulighederne for at producere og udbrede grønne danske produkter stopper ikke ved grænsen. Ofte er det både en fordel og en nødvendighed for virksomhederne at organisere sig med datterselskaber i udlandet, og deres produktion tæller ikke som dansk eksport. Men ignoreres dette i erhvervsfremmepolitikken, går vi glip af løn- og skatteindtægter i Danmark og grøn omstilling i udlandet.
Erhvervsministeriet har for nylig tegnet et portræt af de danske grønne eksportvirksomheder. Her fremgår det, at der er ca. 8.000 virksomheder i Danmark, der kan betegnes som grønne eksportører, og langt hovedparten af den grønne eksport kommer fra relativt få store virksomheder.
I Axcelfuture har vi forsøgt at se længere ud over grænserne. Vi har identificeret danske grønne eksportkoncerner, og ud fra det fundet lige knap 4.000 udenlandske datterskaber under disse koncerner. Selvom vi ikke med sikkerhed kan sige, hvor meget disse datterselskaber producerer af grønne eller ikke-grønne varer, peger analysen på, at tilstedeværelse på markederne uden for Danmark i form af datterselskaber er vigtig. Fx har Grundfos 127 selskaber i koncernen uden for Danmark, hvoraf ti ligger i USA, ni i Tyskland og syv i Kina. Vestas har 129 selskaber i koncernen uden for Danmark, hvoraf 20 ligger i USA, otte ligger i Tyskland og fire i Kina.
USA er med 780 datterselskaber klart det land, danske grønne eksportkoncerner har flest datterselskaber i. Tyskland, Storbritannien, Sverige og Kina er også højt oppe på listen, men alle med under 300 datterselskaber. Når ca. otte pct. af den grønne eksport går til USA, mens lige knap 20 pct. af datterselskaberne i de grønne eksportkoncerner ligger i USA, tyder det på, at det amerikanske marked i høj grad serviceres gennem datterselskaber og i mindre grad gennem direkte eksport. Samme billede gør sig gældende for Kina, hvor datterselskaberne fylder relativt mere end den direkte eksport.
Det er jo egentlig ikke så underligt, at fjernmarkederne fylder mere i optællingen af datterselskaber end i den direkte eksport. Mange industriprodukter kan det ofte bedst betale sig at producere tæt på det endelige marked (fx i USA og Kina) eller hvor produktionsomkostningerne er lave (fx i Kina). Desuden kan der være både salgs- og udviklingsfunktioner, der bedst placeres i udlandet, ligesom mange af datterselskaberne er virksomheder, der er blevet købt op af de danske koncerner.
Fysisk tilstedeværelse på et marked nogle gange kan være en forudsætning for eksport. Se blot til USA, hvor Joe Bidens ”Buy American” skader danske virksomheders muligheder for at eksportere dertil, fordi der for visse offentlige indkøb er krav om, at produkterne skal produceres i USA. Løsningen her er at producere i amerikanske datterselskaber.
Men brugen af datterselskaber er ikke altid uden problemer. I Kina risikerer man fx, at den kinesiske stat uden videre kan få kendskab til den brugte og producerede teknologi, og at kommunistpartiet skal have plads i virksomhedens ledelse eller bestyrelse.
Der er således ikke altid fair og lige adgang til markederne, og det skader muligheden for den mest effektive udbredelse af de bedste produkter på tværs af kloden. Der er derfor behov for, at vi i EU gør en langt større indsats for at forhandle investeringsaftaler med særligt USA og Kina, der sikrer gode investeringsforhold, der går begge veje. Den strandede TTIP-aftale mellem USA og EU bør fx genoplives, nu hvor vi er kommet på bedre talefod.
Kina er derimod en større udfordring. EU-kommissionen forsøgte at lave en investeringsaftale med Kina, den såkaldte CAI, men ideen blev hurtigt skudt ned af EU-Parlamentet. Problemet med Kina er, at der ofte ikke er en troværdig garanti for, at de overholder aftalerne. Det har de gang på gang vist ift. WTO-reglerne, så hvorfor skulle det blive bedre med en investeringsaftale?
Men forsøget skal gøres, så der kommer lige vilkår mellem europæiske virksomheder, der investerer i Kina, og kinesiske virksomheder, der investerer i EU. Der er meget at tage fat på, og lang vej til noget, der ligner en løsning. Men det er også et af de største og mest presserende økonomiske udfordringer for europæiske virksomheder.
Det er altid godt med gode muligheder for eksporten, for det skaber arbejdspladser, indkomst og skatteindtægter. Men skal grønne (og andre) danske virksomheders muligheder globalt virkelig fremmes, så skal vi altså ikke kun se på eksporten, men også mulighederne for at investere i udlandet.