VI HAR BRUG FOR EN CO2-AFGIFT NU - MEN DEN KAN IKKE STÅ ALENE
AF JENS HJARSBECH, CHEFØKONOM I AXCELFUTURE
Debatten om en CO2-afgift er på mange måder præget af dogmer. Man hører ofte, at den grønne omstilling kan klares med en høj CO2-afgift, der skal dække alle drivhusgasser. Med den kan vi bare læne os tilbage og lade markedet klare resten.
Lad mig slå det fast med det samme: En CO2-afgift er og bliver en nøgleløsning i den grønne omstilling! En afgift gør dyre grønne løsninger rentable og skaber efterspørgsel efter udviklingen af nye løsninger. Men hvis afgiften alene skal drive den grønne omstilling, skal markedet for grønne løsninger fungere. Ellers vil afgiften ikke kunne løse opgaven alene på den korte tid, vi har.
Det betyder fx, at forbrugere og virksomheder skal kende de alternative produkter og løsninger, at løsningerne er tilgængelige, at det er nemt at ændre sit forbrug, og at den krævede infrastruktur er på plads. Ser vi fx på markedet for elbiler, er det åbenlyst, at disse betingelser ikke er fuldt opfyldt endnu. Der er fx ikke nok ladestandere til, at det er en attraktiv løsning for mange.
Manglende infrastruktur og teknologiske vil løse sig over tid. For at tage elbilseksemplet igen, så vil flere elbiler også gøre det mere rentabelt at sætte ladestandere op, og med flere ladestandere kommer der flere elbiler. Men vi mangler det endelige bevis for, at en høj CO2-afgift løser problemerne alene på den korte tid, vi har frem til 2030. Lad os tage et andet eksempel, nemlig lastbilerne. Den nuværende energiafgift på diesel kan opfattes som en CO2-afgift, som sammen med den eksisterende CO2-afgift beskatter diesel med godt 1.200 kr. pr. ton CO2. At dette alene ikke har været nok til at omstille den tunge transport skyldes jo, at teknologierne ikke har været tilgængelige. De er hastigt på vej, og afgiften er med til at skubbe på den udvikling ved at øge efterspørgslen. Men en dansk efterspørgsel efter lastbilbatterier er bare ikke nok til at skubbe til verdensmarkedet.
Vi må også erkende, at lækagerisikoen er reel inden for visse brancher. For meget konkurrenceudsatte virksomheder kan en CO2-afgift være så dyr en affære, at det ikke længere kan betale sig at producere i Danmark. Det vil særligt ske, hvis omstillingsmulighederne er begrænsede. Lækagerisikoens størrelse er meget usikker. I vismændenes klimarapport fra 2020 fremgår det fx, at lækagen i landbruget ved en CO2-afgift på 1.200 kr. kan være alt mellem 35 og 85 pct. Det store spænd afhænger af, hvorvidt dansk landbrug er mere eller mindre klimaeffektiv end resten af verden – og her vurderer vi, at dansk landbrug er så effektivt, at lækagen vil være høj. Flytter landbrugsproduktionen ud, så er det fint for det danske klimaregnskab, men det hjælper ikke det store på klimaet. Og samtidig må dansk landbrug vinke farvel til hver fjerde ansatte.
Vi bliver derfor nødt til at se mindre dogmatisk på CO2-afgiften. Den har en markant rolle at spille, for omstillingen er trods alt mulig mange steder, og afgiften vil gøre det til det rentable valg. Men hvis vi skal nå i mål, skal vi også bruge andre midler. Det er fx regulering og tilskud, der hvor markedsløsningerne endnu er for usikre.
Problemet er, at det gør omstillingen dyrere. Men det gør det også mere sandsynligt, at vi når målet. Hvis vi vil være sikre på det, må vi sluge kamelen og acceptere et ”policy-mix”, der både inkluderer en CO2-afgift, der kunne flugte med EU’s kvotesystem (evt. med en bund på fx 600 kr.), og så de andre redskaber. Kvoteprisen er netop kommet op på ca. 550 kr., så systemet virker.
Men først og fremmest skal vi rykke hurtigt, så virksomhederne ved, om de bliver omfattet og kender den fremtidige pris. For ellers skal de foretage de nødvendige investeringsbeslutninger i blinde, og så bliver ofte ikke foretaget.
Bragt i Altinget