Hvad skal vi egentlig med statslig vaccineproduktion?
AF JENS HJARSBECH, CHEFØKONOM I AXCELFUTURE, OG CLAUS GRUBE, SENIOR FELLOW I AXCELFUTURE
Der er mangel på coronavacciner, hvilket får nogle til at ville gribe ind i medicinalmarkedet. For eksempel mener Enhedslisten og SFs Margrete Auken, at vaccineselskaberne skal tvinges til at give licens til andre selskaber, så de kan producere vaccinerne.
Heldigvis er regeringen ikke bidt på krogen. Der er nemlig ingen juridisk dækning for tvangslicenser, og der er heller ikke mangel på vaccinepatenter, men tværtimod mangel på produktionskapacitet, som nu opbygges i frivilligt samarbejde mellem medicinalselskaber. Det kræver stor viden om produktionsmetoder - ikke bare adgang til patentet.
Patentsystemet er faktisk en del af løsningen, for det sikrer det økonomiske incitament til at foretage de store og risikable investeringer, vaccineudviklingen kræver. Var det ikke for udsigten til et muligt afkast, havde vi ikke set mere end 200 coronavacciner under udvikling lige nu. Hvordan skulle vi sikre, at nogen igen ville frembringe vacciner på rekordtid, hvis der ikke er sikkerhed om ejendomsretten?
Regeringen finder omvendt behov for offentlig vaccineproduktion. I en debat i Folketinget begrunder sundhedsminister Magnus Heunicke det bl.a. med ordene »Hvad kan vi gøre for at sikre os, at vi ikke fremover bliver fuldstændig prisgivet af producenter, der befinder sig på den anden side af jorden?«
Omstillingsparate private aktører
Problemet er nu til at overse, for 68 pct. af Danmarks vaccineimport i 2019 kom fra EU-lande. Tæller vi Storbritannien, Schweiz og USA med, er vi helt oppe på 99 pct.
En fremtidig statslig vaccineproduktion vil ikke kunne forbedre den nuværende udrulning af vacciner, da det tager for lang tid at opbygge produktionen fra bunden. Og på længere sigt vil staten skulle opretholde et produktionsapparat med højt specialiserede medarbejdere. Det er svært at være på den teknologiske og forskningsmæssige frontlinje, og de kommercielle aktører er i langt højere grad i stand til hurtigt at omstille sig, når behovet opstår.
I denne krise har samarbejdet mellem private og offentlige forskningsmiljøer vist sit værd, ligesom det også gør i »fredstid« . Se bare på den danske medicinalindustri, der sidste år stod for en femtedel af Danmarks vareeksport, og dermed skabte enorme indtægter for såvel medarbejdere som de offentlige kasser. Det er med til at sikre, at private fonde har kunnet donere store summer til offentlig forskning i kampen for en vaccine. Samarbejdet går begge veje.
Vi skal finde mellemvejen, hvor det offentlige går ind med midler til forskning og/eller produktionskapacitet. EU-Kommissionen foreslår en opbygning af en EU-ledet offentlig-privat forsknings- og udviklingskapacitet, kaldet HERA Incubator, i samarbejde med den private europæiske medicinalindustri. Glædeligvis er det også de signaler, der i onsdags kom fra Mette Frederiksen og regeringslederne fra Belgien, Litauen, Polen og Spanien.
Lad os fortsætte i det spor, så vi i stedet for at bygge statsfabrikker bygger videre på succeserne og satser på det gode produktions- og forskningssamarbejde mellem private og det offentlige.