Kofod, dit skatteangreb på techgiganterne er en fejl
AF PALLE SØRENSEN, KLIMAØKONOM I AXCELFUTURE
Der blev ikke lagt fingre imellem, da udenrigsminister Jeppe Kofod 10. februar i Politiken anklagede techgiganter som Google og Facebook for at underminere vores velfærdssamfund og demokrati.
Strategien, der skal redde os, omfatter digital sikkerhedspolitik i EU og Nato, børne- og menneskerettighedsbeskyttelse og tiltag mod cyberkriminalitet, datalæk og misinformation. Alt sammen kendte dagsordner, som Danmark tidligere har arbejdet med. Men på et punkt adskiller Kofods strategi sig markant fra tidligere. Der skal fokus på techgiganternes manglende skattebetaling, der ifølge Kofod »er et helt fundamentalt spørgsmål, både for økonomien og for demokratiet«. Men kan man i virkeligheden tale om manglende skattebetaling?
Google, Amazon, Facebook og Apple, som måske ikke betaler meget skat i EU, betaler efterhånden den skat, de skal, i USA. For eksempel havde disse fire techgiganter en gennemsnitlig effektiv skattesats på 22,9 pct. i perioden 2016- 2018. Til sammenligning havde danske Novo Nordisk en effektiv skattesats på blot 20,4 pct. i samme periode. Og for at sætte det lidt i perspektiv så betaler Novo Nordisk 77 pct. af deres selskabsskat i Danmark, selv om 99 pct. af deres omsætning genereres i udlandet.
Internationale virksomheder bestemmer ikke bare selv, hvor de betaler skat. Det er således forkert, når Kofod postulerer, at »techgiganterne kan placere deres overskud sådan, at de ikke betaler nogen skat«. Allokeringen af skattebetaling følger de konsensusbaserede retningslinjer for transfer pricing, hvor værdifastsættelse baseres på armslængdeprincipper. Det er kompliceret, men pointen er, at hvis techgiganterne uden videre betalte mere selskabsskat i Danmark end i USA, så ville de få de amerikanske skattemyndigheder på nakken. Tilsvarende ville Novo Nordisk komme i problemer med de danske myndigheder, hvis de omvendt betalte mere skat i USA og mindre i Danmark.
Debatten i OECD om techgiganternes skattebetaling handler om, hvor der betales skat, og ikke om, hvorvidt der betales skat. Der er selvfølgelig også en debat om at undgå aggressiv skatteplanlægning, for eksempel med den globale minimumsskat, men ingen forventer, at techgiganterne berøres synderligt.
Det er selvfølgelig vigtigt, at der er global enighed om, hvordan skatten skal fordeles. Uden enighed bliver virksomhederne gidsler i kampen mellem de nationale skattemyndigheder, der prøver at hive så mange penge som muligt hjem til hjemlandet, og samtidig opstår der risiko for flere protektionistiske særskatter i stil med den franske techskat.
Det er derfor glædeligt, at Jeppe Kofod bakker op om OECD-sporet. Problemet er bare, at OECD’s opgave at samle over 135 lande om et fælles regelsæt er voldsomt udfordrende. For hvilke lande er villige til at opgive skatteindtægter til andre lande? For eksempel står Danmark ifølge Skatteministeriet til at blive en af de helt store tabere. Danske virksomheder skal således betale langt mere i skat i andre lande – og meget mere, end vi får ind fra f.eks. techgiganterne. Samtidig er forhandlingerne udfordret af korte deadlines og et komplekst forslag, hvilket øger risikoen for sammenbrud.
Næste skridt kan derfor blive et EU-spor til sommer, meddeler Kofod. Dermed skal forslaget om en europæisk særskat på techselskaber genoplives. Men EU- forslaget er de facto protektionistisk. Risikoen er derfor, at danske virksomheder bliver ramt af en tilsvarende særskat på for eksempel medicin i USA, hvis EU indfører en særskat uden om OECD.
Moralen er, at Danmark vinder på den lange bane, hvis vi kan undgå protektionistiske tiltag og i stedet medvirke til at sikre et aftalebaseret system, også på skatteområdet. Samtidig bør vi også erkende, at det ikke giver mening at bruge skattevåbnet til at tøjle udfordringerne med techgiganterne. Det er andre typer regulering, der må sikre os imod disse.