VIRKSOMHEDER HAR BRUG FOR EN GRØN HELHEDSPLAN - CO2-AFGIFT KAN IKKE STÅ ALENE

AF JENS HJARSBECH, CHEFØKONOM I AXCELFUTURE OG FINN LAURITZEN, SENIORRÅDGIVER I AXCELFUTURE

Regeringen er nu kommet med længe ventede planer på de mest udgiftskrævende klimatiltag som CO2-fangst og de nye grønne brændsler. I udspillet for CO2-fangst er der forholdsvis lave ambitioner, men til gengæld er der en ret klar sammenhæng mellem ambitioner og rammer.

Helt modsat er det i udspillet om de nye grønne brændsler fra ptx. Her er der nærmest ikke tilført flere penge, men til gengæld er ambitionerne urealistisk høje.

Disse to eksempler understreger behovet for at få klarhed over, hvad regeringen egentlig har tænkt sig på det grønne område, når visionerne skal omsættes til realiteter.

Sagen er nemlig, at vi nærmer os den del af klimaudfordringen, hvor det både bliver svært og dyrt. Vi vidste det godt fra start – at gå fra 60 til 70 pct. CO2-reduktion kræver teknologier, som vi ikke anvender i dag.

Den transition skaber behov for faste rammer for regulering, afgifter og subsidier, så virksomhederne ved, hvad de har at forholde sig til. Når det er på plads, kan virksomhederne selv klare resten. Det er dem, der skal komme med de praktiske løsninger, ikke politikerne.

Indtil nu er regeringen kommet drypvis med en række klimaforslag, der hver for sig kan give udmærket mening. Men af hensyn til markedsaktørerne er der altså brug for en grøn helhedsplan.

Uklare udspil

Den forsøger regeringen måske nok at levere i det årlige klimaprogram, men man må konstatere, at der kan være stor afstand mellem visioner og konkrete udspil. Eksempelvis nævner klimaprogrammet, at vi kan hente mellem 4 og 9 mio. ton CO2 ved hjælp af CO2-fangst, men i regeringens udspil lægges der kun op til 1,4 mio. ton.

Og på trods af, at der over en årrække er afsat 16 mia. kr., er det fortsat uklart, hvordan man skal markedsmodne teknologien i Danmark. Det er nemlig ikke gratis at sætte store CO2-fangstprojekter i søen.

Alene kapitalomkostningerne til et anlæg, der kan fange 1 mio. ton CO2, er mellem 2 og 4 mia. kr. Dertil kommer kapitalomkostninger til at sikre transporten og lagringen.

Mens disse linjer skrives, venter vi på den såkaldte ekspertgruppe om CO2-afgifters første afrapportering. Håbet er, at udvalget kan bidrage til at skabe det efterspurgte overblik, så virksomhederne kender den fremtidige pris for udledninger.

Det er blevet sagt mange gange, at det haster med at få fastlagt CO2-afgiften, for det er afgørende for virksomhedernes investeringskalkuler og dermed hastigheden i omstillingen.

Det er helt åbenlyst, men det gælder jo også de andre tiltag i den politiske værktøjskasse, nemlig regulering og subsidier.

Fakta er nemlig, at CO2-afgiften ikke kan stå alene i klimapolitikken frem mod 2030, som nogle økonomer ellers argumenterer kraftigt for. For det første kan vi ikke regne med, at markedet i sig selv kan klare reduktionerne i alle sektorer.

Eksempelvis er hverken CO2-fangst eller grønne brændsler tilstrækkeligt udviklede til, at en afgift alene vil kunne drive udviklingen til markedsmodning på kort tid, hvilket også afspejles i regeringens udspil, hvor subsidier tænkes at fjerne noget af usikkerheden for investorerne.

En anden grund til, at afgifter ikke kan løse alle problemer, ser vi i landbruget. Her vil en høj afgift i meget høj grad virke ved at afvikle store dele af sektoren og reducere beskæftigelsen i erhvervet med en fjerdedel.

Det er næppe politisk spiseligt, og det er den anden årsag til, at afgifter ikke kan stå alene. Pointen understreges af, at man ikke kan finde et eneste land i verden, der har indført afgifter på biologiske processer i landbruget.

Det smarteste vil derfor være hurtigst muligt at aftale rammerne og den fremtidige pris for en CO2-afgift, der dækker udledninger fra fossile brændsler og industriprocesser, men også acceptere, at landbrugets biologiske processer ikke kommer med i første omgang.

For så kan vi handle meget hurtigere i resten af økonomien. Med klarhed over regulering, afgifter og støttemuligheder kan virksomhederne træffe beslutninger om de kommende milliardinvesteringer.

Det haster derfor med at fastlægge de endelige rammer for den grønne omstilling. Der bliver brug for skattekroner til projekterne, men som samfund har vi råd. Ifølge Finansministeriet er det økonomiske råderum på ca. 8 mia. kr. årligt efter det demografiske træk. Så højt bliver støtteniveauet næppe, særligt ikke hvis virksomhederne snart for alvor kan komme i gang under kendte rammer. For så kan virksomhederne drive omstillingen uden yderligere indblanding fra politikerne.

Bragt i Børsen