KÆRE ERHVERVSLIV, HOLD ØJE MED KINA PÅ SØNDAG

 

AF JENS HJARSBECH, CHEFØKONOM I AXCELFUTURE

På søndag lyder startskuddet til den 20. kongres i det kinesiske kommunistparti, og danske virksomheder bør lytte godt med. For Kinas udvikling styres benhårdt af kommunistpartiet og dets ubestridte leder Xi Jinping. Signalerne fra kongressen kan fortælle os, hvor Kina bevæger sig hen de kommende år, og det er vigtigt for danske virksomheder.  

Kina var i 2021 vores femtestørste samhandelspartner og står for 5-6 pct. af vores samhandel med udlandet. Tager vi højde for, at vi også er underleverandører til bl.a. tysk industri, bliver Kina vores fjerde største eksportdestination. Betydningen er også stor, når vi ser på jobeffekten – knap 7 pct. af vores eksportarbejdspladser kan henføres til eksport til Kina. 

Vi har også milliardstore direkte investeringer i Kina, som i 2020 skabte et afkast på knap 6 mia. kr. Det gjorde Kina til det syvende vigtigste land for Danmark, når vi ser på indkomsten fra direkte investeringer. 

Men selvom Kina fortsat skaber muligheder for dansk erhvervsliv, står risici og udfordringer i kø.  

En af udfordringerne er, at Kinas status som vækstmirakel er sat på pause. Kinas håndtering af coronaen med strenge nedlukninger skader både på kort og lang sigt. Udenlandske virksomheder, som fx Apple, neddrosler nu deres investeringer i Kina og opskalerer i stedet andre steder i Asien.  
 
Pandemien har også drænet antallet af udenlandske ansatte i Kina, og det er nærmest umuligt for udlændinge at rejse ind på grund af komplicerede karantæneregler. Det sætter spørgsmålstegn ved Xi Jinpings vækstmål, da udenlandske investeringer har været med til at drive væksten hidtil. Samtidig er den anden kinesiske vækstmotor – boliginvesteringer – i alvorlige problemer, fordi man har bygget alt for meget. Det sår ligeledes tvivl om Kinas vækstpotentiale. 

En anden udfordring er, hvordan danske virksomheder skal håndtere de moralske dilemmaer på det kinesiske marked, der bl.a. tæller brud på menneskerettigheder over for Uighurer og masseovervågning af egen befolkning. Denne repressive politik overfor landets egne borgere bidrager til en stadig større kløft mellem EU og USA på den ene side og Kina på den anden.  

Man taler desuden om, at en dekobling mellem det kinesiske marked og vestlige markeder er i fuld gang. Det forstærkes af, at kineserne har indført deres eget ”intranet” bag en ”kinesisk mur”, hvor tjenester som Facebook, Twitter og Google er forbudt.  

Hvad betyder det for danske virksomheder? Hvordan kan de forblive konkurrencedygtige på det kinesiske marked, uden at blive udkonkurreret af kinesiske virksomheder med statskassen og partiapparatet i ryggen? Det er blevet sværere nu, hvor der næsten ikke er flere udlændinge tilbage i landet. Hvordan sikrer man, at det kinesiske datterselskab er forankret i det danske moderselskab, hvis det ledes af en lokal direktion og bestyrelse bestående udelukkende af kinesere?  

Kina udgør også en geopolitisk risiko. Vesten fik en brat opvågning, da Rusland invaderede Ukraine, men problemerne vil vokse voldsomt, hvis noget lignende skulle ske i Taiwan. Reaktionen på Nancy Pelosis besøg i Taiwan gjorde det tydeligt, at kinesernes tålmodighed er sat på prøve, og at man ikke kan udelukke en egentlig intervention på et tidspunkt. Effekterne på dansk og global økonomi vil være dramatiske, hvis det sker. 

Er vi ordentligt forberedt? En undersøgelse fra Axcelfuture blandt de danske C25-selskaber peger på, at Kina-kompetencerne i danske bestyrelser i de største danske selskaber godt kunne være større. Det gælder også – og måske endda i højere grad – blandt SMV’erne. Der er derfor behov for, at danske bestyrelser med betydelige interesserer i Kina sikrer sig, at de har den rigtige viden og erfaring med Kina tilgængelig.  

Den kinesiske kongres vil næppe give anledning til de store sensationer, for Xi Jinping vil sandsynligvis få cementeret sin position. Det vil dog give ro i det politiske system, og dermed også muligheder for gradvise ændringer der, hvor tingene går den forkerte vej i partiets øjne. Der er desværre ingen klar udsigt til, at danske virksomheder får det nemmere fremover, men de skal holde øje med signalerne den kommende uge. 

Bragt i Finans

 
AF Student