Udlændingepolitikken er blevet skør og skader velstanden

 

AF JENS HJARSBECH, CHEFØKONOM I AXCELFUTURE, OG BENJAMIN SCHENKEL, MEDSTIFTER AF FAIR & FORNUFTIG

 

Udlændingepolitikken har været en fast og central bestanddel af de sidste mange valgkampe. Men vi er nået dertil, hvor stramningerne er kammet over, og de skadelige virkninger bliver i stigende grad tydelige. Ud over de menneskelige tragedier er skaderne på dansk økonomi nemlig til at føle på. Efter to år med corona og nu krig i Europa og buldrende inflation kan man håbe, at den kommende valgkamp byder på færre råb om stramninger – og forhåbentligt bud på lempelser. 

For uanset hvad man synes om udlændingepolitikken, er det i stigende grad klart, at systemet er ineffektivt og skræmmer både udenlandske talenter og højt kvalificerede danskere væk. Små bagateller kan nu betyde, at velfungerende og bidragende udlændinge fx får nej til permanent opholdstilladelse og i visse tilfælde må rykke teltpælene op med kort varsel. Det var også meget tæt på at ske for dette indlægs ene forfatter, Benjamin. 

Men det er faktisk sket for den lægestuderende Ayat Khoraizat, der har fået afslag på permanent opholdstilladelse, selvom hun er født og opvokset i Danmark. Hendes forbrydelse var at fylde 18 år, efter hun blev student, men inden hun blev optaget på universitetet. 

Eller den amerikanske psykolog, Katie Freedman, der har fået afslag på permanent opholdstilladelse pga. ugennemsigtigheder og bagateller, eller sydafrikanske Sean Tindale, der er blevet udvist og endda politianmeldt fordi han kortvarigt tog et job som konsulent i sin kones firma. Det er også sket for danske Mads Rønne Almassalkhi, der er professor inden for grøn omstilling. Født og opvokset i Danmark, men hans amerikanske familie har ingen fremtidsmuligheder i Danmark, fordi han mangler 5 måneder i 1.g. fra år 2000, og dermed opfylder familien ikke nok integrationskrav

Ovennævnte eksempler er personlige tragedier. Men effekterne rækker længere end til de enkelte personer og familier. Det påvirker også danske virksomheder og i sidste ende dansk økonomi, velstand og velfærd. For vores udlændingepolitik skader mulighederne for at tiltrække dygtige specialister og højtuddannede talenter til landet. Det er mennesker, vi ikke kan uddanne nok af i Danmark, men som der er en rasende efterspørgsel efter i fx vores tech-virksomheder, forskningstunge selskaber, i velfærdssektoren og i den grønne sektor. 

De personlige historier breder sig let til udlandet og kan afholde potentielle kandidater fra at søge til Danmark. Og er kandidaten først kommet til landet og bidrager, skal der meget få fodfejl til, at han eller hun får stemplet ”uvelkommen” og må rejse ud igen. Fra 2019 til 2021 fik 1.232 personer afslag på permanent opholdstilladelse. Det er vel at mærke personer, der enten er EU-borgere eller er kommet hertil med en arbejds- eller studietilladelse. Altså her tælles flygtninge og indvandrere ikke med. Hvor mange, der på forhånd har opgivet at søge pga. omkostningerne i form af både penge og et års bureaukratisk bøvl, vides ikke.  

Er det fornuftigt, at vi som samfund siger nej tak til personer, der bor, studerer eller arbejder i landet – og har gjort det længe? Personer, som lægger værdifuld tid på arbejdspladser og kroner hos skattefar? Nej, og vi er mange udlændinge, der er trætte af at blive set som byrder på samfundet frem for den ressource og kilde til diversitet, vi er. 

Det er derfor, at vi i foreningen Fair & Fornuftig – som har samlet ovennævnte ofre og stadig flere - har opstillet 10 bud på en bedre udlændingepolitik med fokus på integrationskrav, familieliv og danske værdier. Og det er derfor, at vi i tænketanken Axcelfuture fx foreslår, at der laves en grundig og uvildig analyse af baggrunden for afslag på arbejds- og opholdstilladelser (såvel midlertidige som permanente), for at identificere bagateller og uhensigtsmæssigheder bag afslagene. Det må være muligt at lave en administration af lovgivningen, hvor der gives plads til, at ikke alle detaljer er opfyldt. 

Top tre på vælgernes prioriteringer af politiske emner er ifølge en Epinionsmåling hospitaler og sundhed, økonomien samt miljø og klima. Alle tre emner har gavn af – eller er afhængig af – adgangen til de rette hænder og hoveder. Men manglen på folk er enorm, og vi har brug for at kunne tiltrække dem fra udlandet. 

Men det gør det ikke lettere, at udlændingepolitikken på lange strækninger er gået forbi stram og over i skør. 


Bragt i Berlingske

 
AF Student