Drop dansk veto i EU-forhandlingerne: Vi skal lægge nej-hatten på hylden og trække i EU-sokkerne
Skrevet af JENS HJARSBECH OG CLAUS GRUBE, hhv. seniorøkonom i tænketanken Axcelfuture og senior fellow i Axcelfuture og tidligere ambassadør
Det er imod Danmarks interesser, når regeringen truer med at nedlægge veto i EU’s igangværende budgetforhandlinger. Hvis vi vil være en interessant samarbejdspartner, må vi spytte i kassen.
Hvor meget mere skal Danmark betale til EU de kommende år? Det er det store spørgsmål, når EU i de igangværende budgetforhandlinger lægger op til, at medlemslandene øger deres bidrag – for Danmarks vedkommende med mellem 3 og 5 mia. kr. – bl.a. fordi Storbritannien har forladt klubben og efterladt et stort hul i kassen.
Regeringen truer nu med at nedlægge veto, hvis vi skal betale denne ekstraregning, men er det virkelig den bedste måde at gå til vores EU-medlemskab på?
I øjeblikket betaler Danmark ca. 20 mia. kr. årligt til EU. Det lyder af meget, men vi får ca. halvdelen direkte tilbage igen gennem EU-støtteordninger. Særligt dansk landbrug modtager EU-midler, men også en mere end ligelig del af EU’s forskningsmidler ender i Danmark.
Ud af et samlet dansk offentligt budget på 1.100 mia. kr. er vores EU-regning reelt et mindre beløb – især i betragtning af at en meget stor del af de problemer, vi kommer til at slås med fremover, er grænseoverskridende. Der er altså brug for fælles løsninger, og så må man spytte i den fælles kasse.
Men vi får meget mere ud af EU end penge, der strømmer til og fra budgetkasserne. Dette er desværre fraværende i den nuværende debat.
En af EU’s helt store succeser er oprettelsen af det indre marked, som Danmark nyder godt af. Halvdelen af vores udenrigshandel sker med andre EU-lande i det indre marked (endda uden Storbritannien). Analyser viser, at det indre marked giver Danmark en årlig velstandsgevinst på 100 mia. kr. eller mere.
Dertil kommer alle de handelsaftaler, EU har forhandlet med store dele af resten af verden, og som også kommer Danmark til gode. Vi ville ikke have haft mulighed for at forhandle lignende aftaler på plads uden EU, og i en tid med protektionistiske strømninger og pres på den internationale aftalebaserede handelsorden er der endnu mere brug for EU.
Et andet oplagt eksempel er klimaet. Her har EU meget store ambitioner, og man har forpligtet sig til et fælles mål om klimaneutralitet i 2050. Det er et af de områder, EU vil bruge flere penge på i det kommende budget, og det er en målsætning, Danmark bakker fuldt op om.
EU-Kommissionen har en ambition om, at der skal opbygges en produktion på hele 450 GW havvindenergi i 2050 for at nå klimamålsætningen. Men 450 GW havvind kommer ikke af sig selv. Det vil kræve betydelige investeringer og koordination at opbygge den store elkapacitet, der kan kobles sammen i ét samlet marked, hvor man kan handle strøm uden begrænsninger.
Danmark står til at høste store gevinster ved denne målsætning, for udbygning af den vedvarende energi – særligt vindenergi – er som bekendt en af dansk økonomis spidskompetencer.
Frihandel og klima er blot to eksempler på, hvordan EU er en kraftfuld løftestang for danske kerneinteresser. Men hvorfor skal vi så ikke bare stå stejlt på vores budgetkrav, når vi allerede får en masse fordele?
Det skal vi ikke, fordi vi kan få endnu mere ud af vores EU-medlemskab. Men desværre viste Taksøe-Jensens udenrigs- og sikkerhedspolitiske udredning fra 2016, at Danmark er blevet marginaliseret i EU. En konklusion, der for et par år siden blev bekræftet af en undersøgelse fra den anerkendte tænketank European Council on Foreign Relations.
Danmarks indflydelse på den organisation, hvor vi mest effektivt kan varetage vores økonomiske og handelspolitiske interesser, er altså afgørende svækket. Dette bliver ikke bedre af, at vi står stejlt og truer med veto, hvis vi ikke får det, som vi vil have det i budgetforhandlingerne.
Vil vi gerne fremme danske interesser endnu mere, bliver vi nødt til at være en interessant samarbejdspartner. Og det er svært, når vi står i periferien med korslagte arme.
Og der er mange flere gevinster at hente. Danmark bør for eksempel arbejde målrettet for en fælles europæisk energipolitik, der også kan understøtte forskning i energilagring og teknologier, som kan omdanne strøm fra havvindmøllerne til andre energiformer. Det kræver bl.a. teknologier, som Danmark er verdensmestre i at levere.
Danmark skal også fortsat kæmpe for, at EU tager kampen for den regulerede internationale handel, nu hvor de protektionistiske vinde blæser, WTO ikke længere fungerer, og globaliseringen er stoppet op. Vi har mistet vores nære ven på det punkt – Storbritannien – så her skal vi arbejde endnu hårdere for vores synspunkter.
Og vi skal kæmpe for, at EU får det indre marked for tjenesteydelser til at fungere lige så godt som det indre marked for varer. Det vil øge de i forvejen enorme gevinster ved det indre marked.
Selvfølgelig skal vi grundigt overveje, om vi får nok for vores medlemskontingent, for det er jo skatteydernes penge. Men hvis vi vil have indflydelse i EU, skal vi lægge nej-hatten på hylden og trække i EU-sokkerne i stedet for. Gevinsterne for danske virksomheder, forbrugere og borgere vil være kæmpestore.