Dansk Erhverv og DI er uenige om CO2-afgifter - sådan bruger vi deres klimaplaner
Af Joachim Sperling, adm. direktør, Axcelfuture
De store erhvervsorganisationer har for alvor meldt sig ind i klimadebatten. DI er kommet med en opdateret 2030-plan, der også adresserer klimaet, og i sidste uge kom Dansk Erhverv med forslaget om høje CO2-afgifter på alle udledninger. Dansk Erhverv ligger dermed på linje med, hvad Klimarådet, Kraka og andre tidligere har foreslået.
Idéen er, at en CO2-afgift skal bidrage til at reducere udledningerne ved at skabe incitamenter til at investere i de løsninger, der er billigere end CO2-afgiften. Dansk Industris forslag ligger i den helt anden ende. DI anerkender, at CO2-afgifter er et effektivt virkemiddel, men den skal ikke omfatte alle udledninger, og den skal følge kvoteprisen, som lige nu er under 200 kr. pr. tons CO2. Ellers rykker der arbejdspladser ud af Danmark, og derfor er der langt op til de 1500 kr., som Klimarådet peger på.
I stedet vil DI give støtte på op til 18 mia. årligt til nye teknologier som CO2-fangst og brændstoffer baseret på grøn strøm. Kort fortalt vil DI overlade klimaregningen til skatteyderne, mens Dansk Erhverv sender regningen videre til andre brancher end dem selv. Politikerne skal nu skal vælge og vrage mellem erhvervsorganisationernes indspil – og heldigvis er meget brugbart.
Største udfordring
Den største udfordring er dog, at der i nogle brancher selv ikke i 2030 er grønne alternativer til den fossile teknologi. Grøn benzin, CO2-fangst og nye dyrkningsmetoder vil givetvis være dyrere end CO2-afgiften, og derfor er der brug for massiv støtte. Lad os tage et par eksempler:
Landbruget kan bidrage med reduktioner fra udtagning af lavbundsjorde. Det kan udløse en lavine af konkurser i landbruget, medmindre jordejerne kompenseres. Der er også udfordringer i kvægbruget, hvor omkostningerne ved at reducere udledninger fra gødning og gylleforsuring er så høje, at det ikke vil være rentabelt, selv med afgifter på 1.000-1.500 kr. pr ton CO2.
Energiintensiv industri kan også blive udfordret, særligt de virksomheder der har procesrelaterede udledninger. Mange energiintensive virksomheder vil se en tredjedel af det ordinære resultat forsvinde, hvis afgifterne og omkostninger ikke kan presses over i priserne. Det viser en dugfrisk analyse fra Axcelfuture og PwC.
Problemerne ved meget høj CO2-afgift er altså, at den på usikker grund prissætter udgifterne til reduktionerne uden at tage højde for de reelle reduktionsmuligheder i de enkelte brancher. Det betyder, at de virksomheder, der ikke nemt kan reducere deres udledninger, står over for meget høje afgifter eller meget høje kapital- og driftsomkostninger, uden at det giver os de nye teknologier, der bringer os nærmere klimaneutralitet i 2050. Bliver regningen for stor, risikerer vi, at landbruget, store dele af transporterhvervet og den tunge industri rykker ud af Danmark. CO2-udledningerne flytter med, mens medarbejderne står tilbage uden arbejde.
Omstillingsperioden
Dansk Erhverv vil kompensere gennem en lettelse af selskabsskatten fra 22 til 19 pct. Det ville normalt være en god idé, men her bliver lettelsen desværre ufokuseret. Transportsektoren står f.eks. til en ekstraregning på knap en mia. kr., mens hoteller, restauranter og butikkerne skal betale knap 2 mia. kr. mindre. DI’s forslag, der koster skatteyderne 18 mia. kr., overlader det reelt til regeringen at finde svar på de svære spørgsmål. Alt peger på billigere og enklere løsninger, hvis vi dropper målet om at nå 70 pct.. i 2030, men stadig sigter efter klimaneutralitet i 2050. Hvem tør sige det først?
I vores forslag til grøn skattereform indgår CO2-afgiften som hovedinstrument. Men afgiften skal suppleres af andre virkemidler, f.eks. fortrængningskrav, målrettede støtteordninger, offentlig udbudspolitik m.v. De øvrige virkemidler skal anvendes, der hvor CO2-afgiften ikke effektivt reducerer klimabelastningen eller rammer dansk erhvervslivs konkurrenceevne uforholdsmæssigt hårdt.
På langt sigt bliver omkostningerne ved den grønne omstilling ikke særlig stor. De reelle omkostninger ved CO2-afgiften ligger i omstillingsperioden. Bliver de for store, risikerer vi at miste opbakning til omstillingen. Derfor mangler vi stadig svar på, hvordan vi laver de sværeste reduktioner, for CO2-afgiften er desværre ikke en “one size fits all”.