Sådan kan erhvervslivet løse klimakrisen
AF JOACHIM SPERLING, direktør i Axcelfuture, og ESBEN HEGNSHOLT, managing director og partner i BCG
TORSDAG 18. JUNI 2020 vedtog et stort set enigt Folketing verdens mest ambitiøse klimalov.
Målet er at reducere Danmarks CO2-udledning med 70 procent inden 2030. Til at hjælpe sig med opgaven begik regeringen den genistreg at få erhvervslivet med ved at nedsætte 13 klimapartnerskaber, der skulle levere ideer til, hvordan målet kunne opfyldes.
Det er blevet betegnet som danmarkshistoriens største brainstorm, og det manglede da bare at lægge hjernerne i blød, for opgaven med at gå mod klimaneutralitet er mildt sagt krævende - og er ikke blevet nemmere af coronakrisen, der har fået erhvervslivets investeringer til at bremse op.
Er vi blevet helt klimatossede i Danmark? Det er vi nok, men vi er ikke alene. Sverige vil reducere deres udledning med 63 procent, og lande som Tyskland, Norge og England har også ambitiøse mål. Og selv om USA har meldt sig ud af Paris-aftalen, har mange af USA's delstater og største virksomheder stor fokus på klimaet.
KLIMAMÅL ER ikke forbeholdt politikere. Over en bred kam ønsker virksomheder at blive klimaneutrale, og det skyldes blandt andet krav fra kunder og investorer. For nylig proklamerede Amazon, at de vil etablere en klimafond på 2 milliarder dollars, og på linje med de andre techgiganter vil de bruge strøm fra vedvarende energi til driften af deres datacentre.
I Danmark har Novo Nordisk sagt, at de vil være klimaneutrale, A.P. Møller Fonden vil bruge 400 millioner kroner på at gøre shipping CO2-neutralt, og flere er på vej. Vi borgere kan også gøre meget ved blot ændre vores forbrugsvaner, hvordan vi opvarmer vores huse, og hvordan vi transporterer os.
Netop fordi målet om en 70-procents reduktion er så svært, kræver det, at danskere - og i særdeleshed danske virksomheder - tager klimaet alvorligt, og det tyder alt da også på, at de gør.
Siden 1990, som er det år, vi måler reduktionskravet fra, har vi fået reduceret vores udledning med 36 procent. Nu har vi 10 år til at nå stort set den samme reduktion, så vi skal virkelig op i tempo, tilmed er vejen foran os sværere end den, vi allerede har tilbagelagt.
Spørgsmålet er så, hvordan vi undgår at træffe forhastede beslutninger. Det er store investeringer, der skal foretages, og de tiltag, vi har brug for, er så omfattende, at vi reelt ikke har set noget lignende siden Anden Verdenskrig.
MÅLET OM DE 70 procent er både dyrt og besværligt. Havde vi i stedet valgt en reduktion på 60 procent, kunne det opnås gennem rentable tiltag for mellem 2 og 3 milliarder kroner i årlige samfundsomkostninger frem mod 2030.
Men en 70-procents reduktion koster ca. 8 milliarder om året. De 'sidste' tons CO2 gør altså hele omstillingen mere end dobbelt så dyr, fordi den skal hentes ved hjælp af teknologi, som vi måske nok kender eksistensen af, men som i dag ikke er afprøvet og klar til brug.
Her tænkes dels på dyb elektrificering af transportsektoren og på CO2-fangst og Power-to-X. Ingen med indsigt i disse teknologier forventer, at de kan være bare noget nær rentable før 2040 eller 2050 uden betragtelig offentlig støtte.
Vi må også forvente, at en så hurtig omstilling vil føre til, at nogle industrier og husholdninger bliver vindere, mens andre bliver tabere.
Vi vil komme til at støtte noget, som andre skal betale for, og derfor vil en klimaplan for Danmark også få fordelingsmæssig virkning. Eksempelvis kan det blive dyrere at bo på landet i et dårligt opvarmet hus, hvis man samtidig skal pendle i en benzinbil. Det kan også blive dyrere at drive landbrug og transportvirksomhed.
HVORFOR SÅ satse på at nå målet alligevel? Det kan der være flere årsager til. For det første kan man kun nå ambitiøse mål ved at række ud efter det umulige.
Tænk blot tilbage på 90'ernes satsning på vindmøller, som af de fleste - inklusive de økonomiske vismænd - blev udråbt til et flop.
I dag er Ørsted den næstmest værdifulde virksomhed herhjemme, og Vestas er i top-5 blandt C25-selskaberne. Dernæst vil en elektrificering af samfundet sænke støjgener og luftforurening navnlig i byerne. Og samtidig kan der være masser af jobs i at etablere ladeinfrastruktur til de mange flere elbiler, der nu er på vej.
Hovedparten af omkostningerne ved den grønne omstilling skal afholdes af virksomheder i den private sektor, men der skal også gennemføres betydelige investeringer i energisektoren i bl.a. vind og sol. Populært sagt koster det 10-12 milliarder kroner at etablere 1 GW grøn strøm på havet, og hvis man skal fortrænge 70 procent af den fossile energi, vi i dag benytter os af, skal vi mangedoble mængden af havvindmøller, for det er svært at finde plads til mange flere vindmøller på land i et tætbefolket land som Danmark.
De første skridt er allerede taget. Regeringen vil nu sikre, at der investeres i 5 GW ekstra havvind frem mod 2030, men det er simpel matematik, at der skal etableres endnu mere, hvis vi skal være selvforsynende med grøn strøm.
Vi må samtidig leve med risikoen for, at der produceres for meget strøm, hvis det eksempelvis ikke lykkes at få 1 million elbiler i 2030, og hvis det tager for lang tid at gennemføre andre elektrificeringstiltag.
PENGE ER altså ikke nok. Omstillingen kræver også politisk vilje, og at virksomheder og befolkning spiller med. Det er et godt første skridt, at vi nu har fået vedtaget en klimalov, men lakmusprøven kommer, når politikerne skal beslutte sig for de rigtige virkemidler.
Politikerne har leveret de første 4,3 millioner tons med de netop indgåede klimaaftaler, men det er kun 22 procent af det samlede reduktionskrav. Der skal altså meget mere til, og det skal udvirkes i sektorer, der historisk har haft svært ved at reducere deres udledning - nemlig transport og landbrug.
Lad os starte med landbruget. Analysen baseret på Klimapartnerskabet viser, at det mest nærliggende tiltag er at opkøbe 100.000 hektar af de såkaldte lavbundsjorder.
Det kan koste op imod 14 milliarder - en betragtelig engangsregning, men så er man permanent sluppet af med udledning af klimagasser svarende til 3 millioner tons CO2, som disse jorder udleder i dag. Foruden den gavnlige klimaeffekt vil det også give os mere biodiversitet og bedre miljø.
Andre løsninger i landbruget kan være langt dyrere - eksempelvis at reducere mængden af kvæg.
Vi eksporterer omkring 80.000 stykker kvæg om året, så tabet vil være omfattende. Effekten vil endvidere være begrænset, for køerne vil i stedet græsse på marker uden for Danmark og udlede CO2 der. Vi kan håbe på, at forbedrede dyrkningsmetoder, bedre foderstoffer og smartere produktionsmetoder bringer os nærmere målet, men realistisk set bliver det først i 2050.
Hvorfor så ikke bare indføre CO2-afgifter, så landbruget tvinges til at levere en reduktion på 70 procent? Det dur ikke, fordi produktionen bare flytter andre steder hen, hvor dyrkningsmetoderne kan være mindre klimavenlige. Og så mister vi arbejdspladser og eksport uden at få noget igen.
Transportsektoren er også kompliceret. Vi venter på, hvad tidligere Dong-direktør Anders Eldrup vil foreslå.
Hans opdrag var en plan for, hvordan der kun kan sælges elbiler i 2035, og hvordan der allerede i 2030 ikke længere sælges rene benzin- eller dieselbiler. For med det nuværende tempo skal vi være meget tilfredse, hvis vi når 500.000 elbiler i 2030, og selv det bliver virkelig svært.
Hvad angår tung transport har vi også udfordringer, for hvis vi skal iblande klimavenligt brændsel i lastbilerne fra i morgen for at nå vores klimamål, vil det betyde, at danske lastbiler ikke længere er konkurrencedygtige over for udenlandske.
Hvordan sørger vi så både for klima og konkurrencedygtighed? Det gør vi ved at gøre vores virksomheder til globale klimaledere.
VI HAR historien med os, for Danmark er blandt de bedste lande i verden til at kombinere økonomisk vækst med lavere udledning gennem teknologisk innovation. Siden 1990 har vi sænket vores udledning med over 75 procent per produceret enhed.
Det kræver innovation, for selv ikke med den historiske nedgang i produktion, som coronakrisen har medført, ville vi være i stand til at reducere vores CO2udledning, så vi når målet om en 70-procents reduktion i 2030.
Vi kommer ikke uden om, at CO2-afgifter er et meget effektivt værktøj, men udfordringen er, at mere end halvdelen af vores produktion går til eksport. Og da vi har verdens mest ambitiøse klimamålsætning, får vi også verdens højeste CO2afgifter, hvis vi skal nå målet udelukkende med afgiften.
Derfor er andre virkemidler også nødvendige. Eksempelvis skal der i forbindelse med udbygning af vedvarende energi etableres nye udbudsprocesser, og de nye og dyre teknologier skal have støtte, så de kan udvikle sig, som vi også så med vindmøllerne i sin tid. Regeringen har i sit klimaudspil lagt op til at støtte CO2-fangst og Power-to-X, men realiteten er, at disse teknologier først for alvor batter på den anden side af 2030.
Men det er klogt at sætte udviklingen i gang nu, så vi kan blive klimaneutrale i 2050. Derfor indgår tilskud også i ligningen - det er nødvendigt for at få sat gang i teknologi, som i dag ikke er kommercielt bæredygtig.
Udfordringen er imidlertid, at der er så mange tiltag og interesser i spil, at vi bekymrer os over manglen på en samlet plan.
Regeringen og Folketinget står over for skelsættende valg for landet med betydelig risiko - for når staten går ind og vælger 'vindere', er der er en fare for, at den vælger forkert.
Derfor er der behov for et køligt blik på: 1) hvor vi får mest klimaeffekt for pengene, 2) hvor der er langsigtet potentiale for klimaløsninger, og 3) hvor vi kan skabe mest velstand for Danmark gennem eksport og øget produktivitet.
Kun på den baggrund kan man vurdere, om man har mest ud af at adressere lavbundsjorder eller personbiler. Vi har givet vores bud på, hvor klimakronerne rækker længst, men prioriteringen er ultimativt en politisk beslutning, som dog bør træffes på et oplyst grundlag og med klare succeskriterier.
En betingelse herfor er, at vi løfter blikket og tænker globalt. Naturligvis skal vi reducere vores egen udledning, men meget vigtigere er det, at danske teknologier hvert år bidrager til at reducere med mere end 500 millioner tons CO2 - altså 10 gange så meget, som vi i dag udleder i Danmark.
Det er løsninger, der skaber mere energieffektivitet, som pumper og termostater, vindmølleparker, der fortrænger brug af fossil energi, måleinstrumenter og anden teknologi, der tilsammen udgør en dansk eksport på over 80 milliarder kroner.
Vi kender alle sammen virksomhederne - og er stolte af dem. Det er eksempelvis Vestas, Grundfos, Danfoss og Ørsted. Foruden en underskov af nye virksomheder, der med regeringens klimamål nu får meget bedre muligheder for at afsætte deres produkter i Danmark og på sigt globalt.
Samtidig har vi gennem vores store pensionssektor udviklet finansieringsmodeller, der gør det muligt at foretage meget store investeringer her og nu.
Det er sådan, vi kan finansiere de nye energiøer, der samlet set kan løbe op i trecifrede milliardbeløb, og dermed kan vi også få mere klima for pengene her og nu. Klimaet haster, og den finansielle sektor bidrager nu ved massivt at fokusere på bæredygtige investeringsaktiver frem for virksomheder, der er baseret på fossile brændsler. Når vi skal nå de 70 procent, nytter det ikke noget at gøre det hele på en gang, selv om vi har travlt. Så lad os starte med de teknologier, der også kan gøre os rigere gennem mere eksport, fordi de allerede er afprøvet. Det er samtidig også de teknologier, der giver os mest klima for pengene.
FREM MOD en CO2-reduktion på 50 procent har vi regnet os frem til, at vi skal gå efter energieffektivisering, øget elektrificering og et mere effektivt transportsystem.
Skal vi nå 60 procent, bevæger vi os ind på nogle af de svære områder. Målet kræver, at vi udtager lavbundsjorder, at vi helt fjerner kul fra forsyningssektoren, og så kræver den store mængde vedvarende energi også, at vi investerer op imod 50 milliarder kroner i vores eltransmissionssystem.
Men nu har vi jo sagt, at det magiske tal er 70 procent. Det betyder, at vi skal have endnu mere biogas, som kan erstatte fossile brændsler, vi skal gøre en ekstra kraftanstrengelse, hvad angår elbiler, så vi når den magiske ene million biler, og så bliver vi også nødt til at udforske alternative teknologier, som vi i dag ikke udnytter kommercielt.
Vi har allerede set, at der langt hen ad vejen er stor folkelig opbakning til klimasagen. Den skal vi bevare og videreudvikle, men undgå at indføre så mange afgifter, at det ender med at vende den tunge ende nedad.
For så kan vi få optøjer, som vi så i Frankrig med De Gule Veste. Her var en forhøjelse af benzinprisen den udløsende faktor, og selv om det næppe vil ske i Danmark, ved man aldrig, hvordan befolkningen reagerer, hvis det eneste, de får ud af en CO2-reduktion, er en dårligere økonomi.
Heldigvis findes der veje til at undgå Gule Veste. Og det er at give vores virksomheder muligheder for at blive globale succeser, så vi alle sammen bliver rigere af at bidrage til et bedre klima.