Danmark vil stå alene og tabe arbejdspladser, hvis vi indfører høje, ensartede CO2-afgifter
AF JOACHIM SPERLING, DIREKTØR I AXCELFUTURE
Danmark skal indføre høje, ensartede CO2-afgifter på op til 1.500 kroner per ton CO2, som skal omfatte hele økonomien – også landbruget. Det peger mange økonomer på, herunder Klimarådet og tænketanken Kraka.
Det kan åbenbart godt lade sig gøre i andre lande, så hvorfor ikke også i Danmark?
At nogle lande som Norge og Holland nu planlægger meget høje CO2-afgifter, er dog ikke ensbetydende med, at landene er meget længere fremme end os. Det er nemlig værd at bide mærke i det lille ord ’ensartet’.
For medmindre afgiftssystemet er ’ensartet’, er det svært at sammenligne CO2-afgifter på tværs af lande. For hvad omfatter de egentlig?
Er det den konkurrenceudsatte del af økonomien – det vil sige virksomheder i skarp konkurrence med udenlandske virksomheder, som de fleste industrivirksomheder jo er – eller er det kun den del af økonomien, der ikke umiddelbart er konkurrenceudsat, som el- og varmeforsyning og indenlandsk transport, som omfattes af en CO2-afgift?
Her er et øjebliksbillede: Nogle lande har allerede eller planlægger målrettede høje afgifter, mens andre lande har brede afgifter, som dækker flere brancher. Ingen lande har dog begge dele – altså høje, ensartede afgifter på tværs af hele økonomien. Det indtryk kunne man ellers godt få fra den danske debat.
Fire myter
Da diskussionen samtidig er teknisk bøvlet, er der opstået en række myter – lad os tage et par stykker:
Myte 1: Norges vil indføre høje CO2-afgifter.
Ja, Norges regering har for nylig foreslået at hæve CO2-afgiften til 2.000 norske kroner – knap 1.500 danske kroner – i 2030, men afgiften dækker hverken industrien inden for den konkurrenceudsatte kvotesektor, der omfatter energi- og industrivirksomheder, eller landbruget.
Myte 2: Holland vil indføre en høj CO2-afgift.
Ja, men den dækker kun industri omfattet af EU’s kvotesystem og affaldsforbrænding. Og provenuet skal gå til at finansiere grønne aktiviteter i industrien. Det er endnu uklart hvordan.
Myte 3: Sverige beskatter CO2 meget højere end Danmark.
Det er en sandhed med store modifikationer, for Danmark beskatter udledninger hårdere end Sverige – det er blot i form af energiafgifter. Og Sverige CO2-beskatter i det store hele kun uden for kvotesektoren, så man undgår at belaste eksporterhverv.
Myte 4: IMF anbefaler en høj, ensartet CO2-afgift på niveau med Klimarådet og Krakas forslag.
Nej, IMF udgav i november en rapport med anbefalinger til dansk klimapolitik, hvor der står, at det er svært at lægge sig fast på det rigtige afgiftsniveau, da det er usikkert, hvad de nødvendige teknologier koster, og om de overhovedet er til rådighed. Under alle omstændigheder bør man supplere afgifter med andre virkemidler som regulering og subsidier, hvor staten betaler en del af udgifterne. IMF anbefaler heller ikke, at hele landbruget omfattes af en CO2-afgift.
Forskellige udgangspunkter
Man skal også tage hensyn til, at landene har forskellige naturgivne udgangspunkter. Eksempelvis har Sverige modsat Danmark negative udledninger fra deres meget store skovarealer, og i Norge, der er verdens syvendestørste eksportør af CO2, skal den høje afgift blandt andet tilskynde olieindustrien til at indfange CO2 og sende den tilbage i den norske undergrund.
Derfor vil Danmark stå alene, hvis vi indfører en høj, ensartet CO2-afgift. De lande, der planlægger høje afgifter, målretter dem der, hvor de vil virke. Der er nemlig meget store forskelle på, hvordan de enkelte brancher kan reagere på en høj afgift, for det kræver på en række områder teknologier og metoder, der endnu ikke er kommercielt udviklet.
Hvis vi i Danmark vælger en ensartet CO2-afgift, bør den ikke afvige markant fra EU’s kvotepriser, for så vil CO2’en blot blive udledt uden for Danmarks grænser – og Danmark vil tabe arbejdspladser.
Vi skal naturligvis lade os inspirere af andre landes klimaplaner – herunder CO2-afgifterne – men vi kan ikke blot kopiere andre landes planer, for vores økonomier er skruet helt forskelligt sammen.