Har amerikansk handelspolitik valgt den danske model?
AF JENS HJARSBECH, CHEFØKONOM I AXCELFUTURE, CLAUS GRUBE, SENIOR FELLOW I AXCELFUTURE, OG JØRGEN HUNO RASMUSSEN, PROFESSIONELT BESTYRELSESMEDLEM
Man savner ikke Trumps handelskrige, toldstigninger og trusler om bål og brand. Med den lidt kedelige Biden som chefen i Det Hvide Hus er USA’s handelspolitik blevet normaliseret. Det er godt for Danmark, for i stedet for bulder og brag får vi pragmatiske løsninger som fx en afslutning på den årelange Boeing-Airbus-strid mellem USA og EU.
Men der er også andre ændringer på vej. For USA's nye handelsrepræsentant, Katherine Tai, har for nyligt fremlagt visionen for Bidens handelspolitik – en vision hun også præsenterede for nyligt på et møde i det danske udenrigsministeriums Forum for fair og bæredygtig handelspolitik.
Visionen er en ”worker-centered trade policy”. I princippet det samme som Trump sagde, han ville. Altså sørge for at middelklassen får større del i de gevinster, global handel medfører. Bidens politik handler ikke om handelsunderskud, toldsatser og at vinde handelskrige – en politik der dumpede fælt under Trump. Nu handler det om at håndhæve arbejdstagerrettigheder både i og uden for USA bl.a. gennem WTO. Det glæder fx retten til at organisere sig og kampen mod børnearbejde. For når de ”kæmper for arbejdere i udlandet, kæmper de for arbejdere i USA”.
Og så vil de invitere arbejdstagerne med om bordet sammen med arbejdsgiverne, når de udvikler og forhandler handelspolitik. ”Worker-centered trade policy” rimer derfor på den danske model, hvor arbejdsgivere og arbejdstagere taler sammen og på lige fod giver indspark til det politiske system. Det er netop den danske model med bl.a. trepartsforhandlinger, der sikrer, at globaliseringen stadig er populær blandt danskere og protektionismen heldigvis har trange kår her til lands.
Men USA’s problemer med et ”rustbælte” i Midtvesten, der ikke er fulgt med udviklingen, løses ikke med handelspolitikken, for problemerne er selvforskyldte. Den traditionelle amerikanske industri har været for langsomme om at investere, innovere og følge med udviklingen, og så bliver de udkonkurreret. Det er netop den mekanisme, der helt overordnet sikrer velstandsfremgang – mere produktive vokser, mindre svinder ind. Men samtidig har det amerikanske samfund manglet andre dele af den danske model, nemlig arbejdsmarkedets parters evne til at forhandle løn på en ansvarlig måde og det sociale sikkerhedsnet og opkvalificering, der samler dem op, som mister jobbet.
Så selvom den amerikanske handelspolitik tilsyneladende har valgt den danske model, vil det langt fra løse deres problemer. Og hvis ikke den nye politik virker – og virker hurtigt – kan vi ende med en ny periode med Trump eller lignende om 3½ år.
Vi har derfor til gode at se, om der reelt kommer noget ud af den nye vision for amerikanerne. Vi andre kan dog (i hvert fald for en stund) ånde lettet op, selvom der er en fin balancegang mellem at sikre gode og fair forhold for arbejdstagerne hos de amerikanske handelspartnere, uden at det ender i konkurrencehæmmende tiltag og protektionisme. I Danmark handler vi jo også med lande, der har mindre gunstige arbejdstagerforhold end vi selv har.
Biden gik ikke til valg som den store globalist, så USA er ikke vendt helt tilbage til sin gamle rolle som forkæmper for globalt samarbejde og handel. Men USA har ikke desto mindre meldt sig tilbage ind i den globale orden og har endda tilsyneladende forstået noget af succesen med den danske model. Det er ikke så spektakulært – men det er godt for den globale handel, der har lidt under handelskrigene, og dermed godt for Danmark. Nu er opgaven for Danmark og EU at holde USA fast i det globale samarbejde. USA’s opgave er derimod at løse egne, selvforskyldte problemer – det kan ikke løses udefra.