Økonomiske incitamenter kan godt forenes med sund fornuft

FINN LAURITZEN, SENIORRÅDGIVER I AXCELFUTURE OG JOACHIM SPERLING, DIREKTØR I AXCELFUTURE

Anders Dons fra Deloitte og Peter Mogensen fra Kraka skriver i Børsen Bæredygtig sidste tirsdag, at en høj og ensartet CO2-afgift på tværs af alle brancher kan forcere den grønne omstilling, og at vi derfor hurtigt skal vedtage Krakas forslag fra sidste år om en afgift på 1250 kr pr tons. Det skulle tilsyneladende være noget som ”erhvervslivet og de førende økonomer bakker op om”.

Det er noget af en forenkling. De dele af erhvervslivet, som bakker op om en høj, ensartet CO2-afgift, er først og fremmest dem som ikke skal betale ret meget selv, som fx servicevirksomhederne. Og ”de førende økonomer” inkluderer ubeskedent nok Kraka selv.

I lyset af den nyligt aflagte rapport fra ekspertgruppen om CO2-afgifter må man forstå, at Folketinget hurtigst muligt skal vedtage forslaget om en CO2-afgift på 375 kr. oveni EU-kvote-prisen på i dag 6-700 kr for alle de store udledere, mens ikke-kvote-omfattede virksomheder kan ”nøjes” med en CO2-afgift på 750 kr pr tons. Intet sted nævnes der andre modeller, der åbner op for tilskud til CCS, så virksomhederne har en chance for at blive i Danmark.

Skrivebordsøvelse

Realiteten er derfor at Anders Dons og Peter Mogensen vil outsource en stor del af den energibelastende produktion til andre lande. Det giver som skrivebordsøvelse Danmark et grønt forspring, men vil intet gøre for det globale klima.

Der er brug for at rekapitulere hvorfor har vi valgt af have skrappere reduktionskrav end resten af verden. Det er for at vise, hvordan vi kan omstille økonomien - og det gælder altså også den svære del, som eksempelvis cement, sukker og landbrug, som hele verden har brug for. Vi skal ikke blot sende produktionen andre steder hen.

Afgiftsudvalget peger selv på, at deres model 1 vil betyde, at en stor del af CO2-reduktionen sker ved, at energitung produktion flytter til udlandet. Det omfatter først og fremmest produktionen af cement, men kan også omfatte sukker, glas, stål og rockwool.

Nye udfordringer

Det er sikkert rigtigt, at de forsvundne jobs hurtigt erstattes af nye. Problemet er bare, at en udflytning af energitunge produktioner ikke løser noget som helst, hvis vi bagefter lever videre som hidtil og importerer disse produkter fra udlandet. Det er måske billigere for Danmark, men så påfører vi bare andre lande nye klimaudfordringer.

CO2-udvalget med professor Michael Svarrer i spidsen er udmærket klar over den udfordring. Derfor har udvalget opstillet to andre modeller, der gør det muligt at bevare produktionen i Danmark. Det sker ved at give tilskud til CCS – Carbon Capture and Storage. CCS vil supplere den øvrige grønne omlægning og i øvrigt muliggøre en ny eksportsucces for danske erhvervsliv – måske på sigt på niveau med den danske vindindustri.

Derfor bliver det også stadig mere meningsløst at sondre mellem ”grønne” og andre jobs. Tag eksempelvis en eksportmedarbejder på Aalborg Portland. Hun sælger grøn cement – dvs. cement med et 30 pct. lavere klimaaftryk end anden cement, men arbejder stadig på en virksomhed, der udleder meget CO2. Er hendes job grønt eller sort? Spørgsmålet giver ingen mening. I fremtiden skal vi alle, uanset hvor vi arbejder, bidrage til den grønne omstilling. Det gælder også Anders Dons og Peter Mogensen.