Hvor er talenterne i erhvervspolitikken?

 

AF JENS HJARSBECH, CHEFØKONOM I AXCELFUTURE, OG INGE BERNEKE, SENIOR VICE PRESIDENT I LUNDBECKFONDEN

Fra tid til anden kommer Christiansborg med udspil, der skal gøre erhvervslivet eller specifikke brancher mere konkurrencedygtige. Men der mangler oftest noget: de kloge hoveder, der skal sikre konkurrenceevnen.

Tag bare Life Science-strategien. En strategi, der skal sikre fortsat udvikling af en branche, der i forvejen bidrager med en markant værdiskabelse. Strategien indeholder et selvstændigt punkt om ”Højt kvalificeret arbejdskraft”. Det lyder godt, men det fremstår som en tynd kop te, når de konkrete tiltag nærlæses: Man vil ”understøtte arbejdet med at styrke digitale kompetencer i sundhedsvæsenet” og ”igangsætte og gennemføre tiltag inden for fx uddannelsesudvikling og kapacitetsopbygning på uddannelser målrettet life science”.

Man adresserer altså ikke det, der virkelig betyder noget og udfordrer vækstmulighederne i både life science-branchen og alle andre højt specialiserede brancher: adgangen til de klogeste hoveder og de bedste talenter. Danmark er et lille land, og vi har ikke nok talenter med relevante videnskabelig, tekniske og forretningsmæssige kompetencer. Og vi kan ikke uddanne nok danskere til at dække behovet. Vi har brug for udenlandske eksperter, studerende og talenter til at arbejde i vores højproduktive brancher og udvikle vores virksomheder.

Politikerne har heldigvis fået blik for, at Danmarks velstand afhænger af gode rammevilkår for erhvervslivet. Men nu er det tid at få øjnene op for, at øget arbejdsudbud og adgang til højt kvalificeret udenlandsk arbejdskraft ikke kan løses af en fragmenteret indsats hos enkelte ressortministerier men er vigtig og kritisk erhvervspolitik, der kræver en strategisk og tværsektoriel regeringsindsats. Derfor må erhvervsministeren på banen og tage udfordringen op.

Han kan starte med det kommende Partnerskab for Viden og Vækst, der må have selvstændigt fokus på at sikre danske virksomheders adgang de udenlandske eksperter. Nu er tiden kommet til, at ”talenter” kommer i fokus. Uanset om de har dansk pas eller ej.

Bragt i Børsen

 
AF Student