Mens Christiansborg skændes om symbolpolitik er virksomhedernes mangel på udenlandske hoveder massiv
AF JENS HJARSBECH, CHEFØKONOM I AXCELFUTURE
Med 66.000 ubesatte stillinger på det danske jobmarked er manglen på arbejdskraft til at føle på. Hvad enten det er ventetiden på at få en håndværker, manglende tjenere på restauranterne eller lange køer i lufthavnen, når sommerferien begynder, vil de fleste af os kunne mærke det. Men danske virksomheder mangler i den grad også skarpe hoveder i IT-branchen, ingeniører mv. Selvom det måske er mindre håndgribeligt, er det faktisk et større problem, for problemet er mere strukturelt.
Problemet er, at talentmassen bare ikke er stor nok i Danmark. Ja, vi kan efteruddanne og videreuddanne. Men det kan ikke opfylde det behov, som danske virksomheder har for kvalificerede medarbejdere med avancerede kompetencer både nu og de kommende år.
Politisk sker der desværre ikke noget. Regeringen indgik i januar en aftale med SF, R og KD, der egentligt indeholdt (små) skridt i den rigtige retning, men aftalen kan ikke tælle til de krævede 90 mandater. Slagsmålet på Christiansborg handler om den forkætrede beløbsgrænse, der angiver minimumslønnen for folk uden for EU, hvis de skal have job i Danmark. Har man fulgt bare lidt med i debatten om udenlandsk arbejdskraft, vil man vide, at det stort set udelukkende er beløbsgrænsen, der tales om.
Hvilket virkelig er underligt, for effekten er forventeligt forsvindende lille. Sidste år var der i gennemsnit 10.000 mennesker på de to jobordninger – beløbsordningen og fasttrackordningen – hvor beløbsgrænsen har betydning. Det er en meget lille andel af de godt 215.000 erhvervsindvandrere (dvs. fx ikke flygtninge), der samlet var i arbejde i Danmark i 2021. Langt de fleste personer på disse to ordninger får desuden en løn, der ligger et godt stykke over beløbsgrænsen, så samlet set vurderer vi, at der i øjeblikket er rundt regnet 1.600 personer, der har en løn tæt på den nuværende beløbsgrænse. Det virker altså ikke som om, at det netop er beløbsgrænsen, der er den store barriere for international rekruttering. En permanent lavere beløbsgrænse – hvilket i øvrigt er fornuftigt – vil altså hverken løse arbejdskraftproblemet eller føre til løntrykkeri og social massegrav.
Vi kommer altså videre, før vi har gjort to vigtige erkendelser:
1. En lavere beløbsgrænse kan ikke opfylde behovet for udenlandsk arbejdskraft!
2. Vi skal gøre det mere attraktivt for udlændinge at komme til Danmark – så fede er vi altså heller ikke! Faktisk er vi dårligere end gennemsnittet i EU til at tiltrække udlændinge til vores arbejdsmarked.
Hvad skal vi så gøre? I Axcelfuture har vi de seneste par måneder talt med en række virksomheder for at forstå, hvad udfordringerne er ude i virkeligheden. Jeg vil her opridse nogle af hovedpointerne fra disse samtaler:
Vi har i den grad behov for mindre rigide regler og kortere sagsbehandlingstider - også for familien! Familiens trivsel er afgørende for, om medarbejderne har lyst til at blive i Danmark. Trives familien ikke – eller kan de ikke kommer hertil pga. rigide regler – så tager de gode medarbejdere altså hjem igen.
Vi har også brug for en bedre "jobkonkurrenceevne" i Danmark, for vi er i skarp konkurrence med andre lande. Vi vinder på de bløde faktorer som work-life-balance, en grøn profil, u-hierarkisk arbejdsmarked mv. Det skal vi hverken undervurdere eller tage for givet. Men vi taber i konkurrencen om de mobile talenter og specialister, når det kommer til de økonomiske gevinster ved at tage til Danmark frem for mange andre europæiske lande. Her hjælper den høje topskat ikke - særligt når den sætter ind ved relativt lav løn sammenlignet med andre lande.
Vi skal blive bedre til at tiltrække udenlandske studerende - og få flere af dem til at blive! Den såkaldte reformkommission kom for nylig med forslaget om automatisk job- og opholdstilladelse i tre år for udenlandske dimittender fra danske uddannelser. Det er jo helt oplagt. Og så skal nedlæggelsen af engelsksprogede uddannelser droppes og omgøres – vi skyder os selv i foden, når vi sætter barrierer op for dygtige unge fra udlandet.
Og endeligt – vi bliver som samfund nødt til at få øjnene op for de gevinster, udenlandske kollegaer tilfører Danmark. Det er ikke nemt at løse med et politisk snuptag, for det handler om, hvordan vi taler om og behandler udlændinge i vores samfund. Men det er heller ikke uvæsentligt, for positive eller negative historier spredes blandt internationale communities, og det kan betyde, at den gode ansøger går andre veje.
Men lad os nu bare starte et sted: Få nu løst det med beløbsgrænsen, og kom så videre til noget, der virkelig betyder noget. Beløbsgrænsen er blevet symbolpolitik, der skygger for løsninger på de konkrete problemer.
Bragt i Finans